Vil du være min Valentin?

På lørdag den 14. februar er det Valentins Dag. Det er hjerternes store dag, hvor det handler om at udtrykke sin kærlighed til den udkårne. Lige som Fastelavn har traditionen både hedenske og kristne rødder. Og så stammer den iøvrigt slet ikke fra USA, som mange tror.

På lørdag er Valentins Dag, dagen hvor amerikanere, og de senere år også mange danskere, giver hinanden blomster, gaver og slik. Og inviterer deres hjertenskære på en romantisk middag med små postkort, som helst skal slutte med sætningen: ”Will you be my Valentine” (Vil du være min Valentin).

Akkurat som fastelavn er Valentins Dag blevet en kommerciel pengemaskine. Selv i Danmark, hvor traditionen er forholdsvis ny, reklamerer smykkeforhandlere, bagere og andre erhvervsdrivende denne dag med Valentins-gaver, Valentins-kager og så videre. Tager man de skeptiske briller på, kan man godt indvende, at Valentins-traditionen i visse tilfælde kan være med til at vække følelser, der havde været bedre tjent med ikke at blive vakt. Men graver man dybere i traditionen, finder man snart ud af, at der bag fænomenet gemmer sig en interessant historie. Og hører man til dem, der mener, at Valentins Dag er en amerikansk tradition, der burde holde sig på den side af Atlanten, ja, så kan det følgende vise sig at være overraskende læsning.

Hedensk fest i februar

Som så mange andre højtider og helligdage i vores kalender har Sankt Valentins Dag, den 14. februar, både hedenske og kristne rødder. Der findes en lang række forklaringer på, hvordan traditionen har udviklet sig til det, den er i dag. Men ét kan de fleste mentalitets-historikere blive enige om. Det hele begyndte sandsynligvis i Rom omkring år 400 før vores tidsregning. Her fejrede man i februar Lupercilia-festen. En hedensk frugtbarhedsfest for landbrugets gudinde Faunus og for Roms to grundlæggere Remus og Romulus, som ifølge mytologien blev opfostret af en hun-ulv.

Som optakt til festen gik deltagerne ud til den hule, hvor hun-ulven angiveligt skulle have holdt Remus og Romulus i live. Her ofrede præsten en ged for øget fertilitet og en hund for renhed.
For nu at få udbytte af frugtbarheds-offeret gik man over til et af de ritualer, der knyttede sig til festen. De unge kvinder blev bedt om at skrive deres navn og en romantisk hilsen på en seddel, som blev samlet sammen og lagt i en krukke. Herfra skulle de unge mænd så trække en seddel, og de to unge, som på denne måde havde trukket hinanden i lotteri, skulle så danne par indtil næste års Lupercilia-fest.

Det hævdes, at Roms unge mænd senere lod sig inspirere så meget af den fængslede Valentins små breve til sin elskede, at pavens kristne udgave af Valentins Dag snart gik i glemmebogen.

Tre gange Valentin

Omkring år 270 efter Kristi fødsel besluttede den romerske kejser Claudius II sig for at forbyde unge mænd at gifte sig. Årsagen var, at det var blevet svært at rekruttere tilstrækkeligt mange soldater til kejserens krige. Og gifte mænd med familie var svære at få til at gribe til våben og marchere mod Romerrigets ydre egne. Her bliver historien noget uklar. For angiveligt levede der på denne tid hele tre troende mænd med navnet Valentin, som ifølge nogle overleveringer blev martyrer på den tid. Nogle hævder, at de alle blev henrettet netop den 14. februar. Mens andre antyder, at kirken valgte netop den dag for på den måde at kristelig-gøre en dag, som blev forbundet med Lupercilia-festen.

Den ene Valentin var præst og læge, den anden var biskop i Terni, og den tredje var biskop i Rom. Én af disse Valentiner blev kastet i fængsel, fordi han hemmeligt havde foretaget brudevielser i strid med kejserens forbud. Mens han sad i fængslet, blev han forelsket i fængselsinspektørens datter. Og fra sit mørke fangehul sendte han små breve til sin elskede og underskrev dem med den kendte hilsen ”from your Valentine”. Blot på latin naturligvis. Alle tre Valentin’er blev efter deres død helgenkåret og lagde sammen navn til den 14. februar, som ifølge almanakken er Sankt Valentins Dag.

Kristent lotteri

Naturligvis faldt Lupercilia-lotteriet kirken for brystet, og i år 496 forbød pave Galatius hele Lupercilia-festen. Forbuddet afholdt dog ikke romerne fra at fortsætte festlighederne, så i stedet valgte paven en anden taktik. Han tog udgangspunkt i krukken med pigenavne, som i stedet blev udskiftet med navne på de kristne helgener. Meningen var nu, at man hvert år midt i februar skulle trække et navn fra krukken og så efterleve den helgens liv det næste år.

Det hævdes, at Roms unge mænd senere lod sig inspirere så meget af den fængslede Valentins små breve til sin elskede, at pavens kristne udgave af Valentins Dag snart gik i glemmebogen. I stedet for at tilkendegive deres kærlighed mundtligt begyndte de at skrive små kærlige kort, som hurtigt fik navnet Valentins-kort. Efterhånden som kristendommen vandt frem i Europa, blev også Valentinskortene mere udbredte. Det ældste bevarede af slagsen blev skrevet af jarlen af Orleans i 1415. Jarlen sad fængslet i Tower of London og sendte kortet som en kærlighedserklæring til sin kone.

Kortet opbevares nu på British Museum. I 1600-tallet kom de første trykte kort på gaden, og i 1700-tallet, da postomdelingen mange steder var sat i system og tilstrækkelig billig, blev det mere og mere normalt at sende kortene i stedet for at aflevere dem selv. At mange i dag opfatter Valentins-traditionen som amerikansk er altså en misforståelse. Faktisk blev det første amerikanske Valentins-kort først trykt i 1870’erne. Men det er først og fremmest amerikanerne, der holdt traditionen i live i det 20. århundrede. Først de senere år har danskerne og andre europæere genoptaget traditionen.