Udviklingshjælp for 1 mill. kr. på vej til Tanzania
Danida giver portostøtte til seks containere med skolematerialer og landbrugsredskaber på vej til Tanzania180 kubikmeter skolemøbler og landbrugsredskaber forlod i sidste uge Århus, Herning og Brande for at gøre gavn i forskellige projekter i Tanzania.Alt fra blyanter og viskelædre til plovspidser og en enkelt traktor er samlet i seks store containere med en samlet værdi på 1 mill. kr.
Det er organisationen International Aid Services (IAS) med base i Brande, der står bag indsatsen.
Skoleudstyret skal bruges to forskellige steder i landet, mens landbrugsredskaberne går til et landbrugsprojekt i landsbyen Sanjaranda, som er startet af danske missionærer for 15 år siden.
Området i Afrika har været præget af hungersnød, og markerne vedligeholdes stadig med gammeldags plove og kun få traktorer.
Det koster ca. 50.000 kr. at sende en container med udviklingshjælp til Tanzania. Heldigvis har IAS fået en del af pengene fra Danida, og direktør for IAS Torben Madsen mener, at Danida har givet pengene godt ud.
– Hver container rummer udstyr for i gennemsnit 200.000 kr. så det er en rimelig porto, siger han.
IAS koordinerer danske pinsekirkers nødhjælp over hele verden.