Klynkeri fra en hårdt presset sofa-atlet
Jeg har lige set judo på Eurosport, kun afbrudt af et par fægtefinaler, vægtløftning for kvinder og synkronudspring for mænd. Er du tosset for en aften. Jeg er fuldstændig baldret oven i hovedet, næsen løber, og øjnene er rødsprængte.Jeg er ellers totalt vild med sport. Altså ikke så meget det der med sved, sidesting og banken for brystet. Nej, jeg foretrækker at dandere den med benene oppe, kaffe på kanden, og let fingergymnastik på remoten.
Men selv for en sofa-atlet, stiller De Olympiske Lege voldsomme krav til fysikken. Faktisk har vi tv-seere det væsentlig hårdere end idrætsudøverne i Athen. Jeg mener, hvor hårdt kan det være at fyre 20 pile af i bueskydning eller svømme et par baner crawl i et svømmebassin.
Derefter kan de veltrænede sportsfolk dalre rundt i Athen, tage på stranden eller se en god film.
Nej, det er vi tv-seere med topmave og let til åndenød, der har det hårdt. Tidligt op og sent i seng, hver eneste dag, mens legene står på. Ind i mellem må vi endda zappe mellem de forskellige tv-stationer for at følge med
Dagen starter kort efter kl. 7 med Godmorgen Athen på 2eren. Lidt af en dræber på tom mave og morgenhår. Mens de altid morgenfriske tv-værter beretter fra gårsdagens op- og nedture for de danske idrætsfolk, er det tid til et solidt morgenmåltid. Husk godt med kulhydrater, siger ernæringseksperterne. Og vand. Masser af vand.
Så følger formiddagens discipliner. Tre timers roning kan tage pippet fra de fleste. Så er der svømning på Zulu, bordtennis på 1eren og en usigelig kedelig håndboldkamp mellem Australien og Grækenland på TV2. Selv kommentatoren er kedelig.
Jeg har tømt to flasker vand. Og en kande kaffe for at holde mig vågen. Jeg har også været tæt på at give op og i stedet gå ud og nyde det gode vejr.
Men så meget har jeg lært af idrætsudøverne: Det, der kendetegner en god atlet, er, at han fortsætter mod målet og bliver ved med at kæmpe, også når de andre giver op.
Det gælder også for vi sofa-gymnaster. Og for kristne. Paulus siger et sted, at vi skal stræbe efter målet, for at få sejrskransen.
Selv om det kan være hårdt at tro på Jesus, og de andre ser ud til at have det meget bedre og lettere end os, så må vi holde ud og holde fast.i Jesus.
Nå, jeg må løbe.
Der er roning på Zulu!