Palisade


Palisade består af Ashley Jett, Jeremy Noel og Brandon Peffer. Pop-musikken de leverer er meget moden og det kan være svært at høre, at de alle kun er først i tyverne. Jeg har ikke fundet spor efter tidligere udgivelser, hverken fra de enkelte medlemmer eller fra Palisade som gruppe. De har tourneret rundt i USA de sidste tre til fire år, så denne cd er det første vi hører til dem her i Danmark.
Musikken er en blanding af pop og popballader. Flere af sangene er dog præget af lovsang, men ikke rigtig den slags man synger med på. Musikken „hidser“ mig ikke op, der er ikke nogen numre man sådan bliver rigtig jublende lykkelig over at høre og heller ikke det modsatte. Skulle jeg ønske noget, skulle det være, at det hele ikke var så omkvæd’s-agtigt. Kender du det… når man selv synger, og så kommer til omkvædet, synger man bare igennem af fulde hals. Det er dejligt når det er sang man kender godt og det varierer lidt, men på denne cd findes der ikke nok variation og originalitet.
Om de har haft stor koncert-succes i USA, ved jeg ikke. Men jeg er sikker på, at de er bedre til koncerter end på cd. Jeg tror måske det er det, der er gået lidt galt for dem… at de har forsøgt at pakke deres koncert ned på en plasticskive på 12 cm i diameter. Når alt kommer til alt skal det siges, at de på ingen måde er dårligere end det meste vi (Danmark) ellers har fået fra USA, og scorer derfor hos mig en middel karakter. Døm selv!

Karakter: 8