En beretning om angst, mod og tro

Den 17. juli 1794 blev 16 karmeliternonner henrettet ved halshugning. Det var under Den Franske Revolution, og de var på ingen måde de eneste, der i den forbindelse blev dræbt pga. deres tro. Men deres sidste dage er blevet udødeliggjort ikke mindst pga. Francis Poulencs opera ”Dialogues des Carmélites” fra midt i 1950-erne, der for øvrigt fornyeligt blev spillet på Det Kongelige Teater.

Nogle år før – i 1948 – skrev forfatteren, Georges Bernanos, som sit sidste værk, filmmanuskriptet af samme navn. Det er dette manuskript, der har dannet forlæg for den senere opera. Bernanos værk findes nu i en dansk oversættelse, ”Karmeliternes samtaler”. Hovedpersonen i bogen er den unge adelskvinde, Blanche, der plages af frygt og angst og vælger at give sit liv til Gud ved at indtræde i karmeliterklostret i Compiégne.

Alle nonner vælger ved deres indtræden et tilnavn til deres fornavn. Fx hedder én af søstrene i klostret Marie af Inkarnationen, og en anden Jeanne af Jesusbarnet. Blanche vælger imidlertid et tilnavn af en lidt anden karakter og ønsker at blive kaldet ”Blanche af Kristi Dødsangst”. Efter sin indtræden i klostret fortsætter hun med at være frygtsom og plages af denne sårbarhed i sin karakter. Det hele bliver ikke bedre, efterhånden som revolutionens fremmarch trænger mere og mere truende tæt på nonnerne.

Under denne prøvelsestid og til domfældelsen følger læseren søster Blanches kampe og nonnernes indbyrdes samtaler. Én af de både smukke og dybe betragtninger lægges i munden på Moder Marie af Inkarnationen, der på en særlig måde har taget sig søster Blanche til hjerte. I en samtale om angst og mod understreger hun, at begge dele på sin vis er illusionsnumre skabt af djævelen, og fortsætter:

”Hver af os risikerer således at kæmpe med sit mod eller sin frygt, som en gal leger med sin skygge. Kun én ting betyder noget. Det er, at vi altid, modige eller feje, er dér, hvor Gud vil, at vi skal være, og sætter vores lid til, at han vil sørge for resten”. (s. 138) I en senere samtale tilføjer en anden af søstrene, søster Marthe, endnu en dimension til denne sandhed, ved at sige:

”I oliventræshaven var Kristus ikke mere herre over noget. Den menneskelige angst var aldrig steget højere, den når aldrig mere dette niveau. Den havde dækket alt hos ham, undtagen det yderste punkt i sjælen, hvor den guddommelige accept blev fuldbyrdet”. (s. 146) Dermed lægges vægten ikke på, hvad vi kan gøre, eller hvordan vi er indrettet – frygtsomme eller modige – men på overgivelsen til Gud, med alt vi er og har.

”Dermed lægges vægten ikke på,
hvad vi kan gøre, eller hvordan vi
er indrettet – frygtsomme eller
modige – men på overgivelsen til
Gud, med alt vi er og har.”

”Karmeliternes samtaler” er et betagende værk, ikke mindst med tanke på, at den bygger på virkelige hændelser. Ole Lyngvåg, der har skrevet forordet til bogen, fortæller således, at protokollen fra afhøringen af nonnerne er bevaret, og at man her bl.a. kan læse, hvordan én af nonnerne svarede, at ”en god hustru forbliver hos sin brudgom, og at intet kunne få hende til at forlade sin guddommelige brudgom, Jesus Kristus”. Således fulgte hun og hendes medsøstre deres brudgom ind i martyrdøden.

Georges Bernanos:
Karmeliternes samtaler.
Oversat af Vibeke Olesen Larsen.
209 sider. 200 kr.
Forlaget Ave Maria.