Skal – skal ikke?

Sommeren er ved at lukke af for i år, og du er måske lige startet på nyt job eller i en ny klasse. Du er nu sammen med en stor gruppe mennesker, de kigger på dig, I snakker, de siger, hvad de hedder, du gør det samme, de siger, hvad de laver, og det gør du også, men du ’glemmer’ lige at sige det der med kirken. Du var en uge på lejr i Jylland, hvor du oplevede et fantastisk fællesskab og et møde med Gud. I denne samtale bliver det til: ”Ja, så har jeg været en uge på camping i Jylland”.

Jeg tror, at tæt på hver eneste af jer, der læser det her, kender en eller flere, som I har lyst til at fortælle om jeres tro, men I ved ikke, om det er bedst at vente eller at sige det lige med det samme, og det ved jeg heller ikke. Men jeg tror på, at hvis det er angst og frygt, der får dig til at vente, så er tiden moden til at få det sagt. Du ved, hvad du oprigtigt set har mest lyst til, og uanset hvornår du mærker lysten til at sige det, vil det stadig ikke blive nemt. Det er svært, og det er det, fordi du er et menneske, og mennesker gør helst kun ting, de har styr over, og det er svært at bestemme, hvordan andre skal reagere på, at du er kristen.