Kirke, ræk ud!

Jeg har lige lagt røret på efter en samtale med en ven, hvor vi snakkede om, hvordan kirken kunne spille en større rolle for dem, der dybest set manglede hjælp omkring kirken, men som måske ikke turde eller havde lyst til at bede kirken om hjælp.

– Alt for mange af aktiviteterne i vores kirke har tilsyneladende karakter af at være målrettet mod kirkens egne medlemmer, og nu er det tid til, at der må ske noget nyt.

Det synes at være essensen af det, min ven fortalte mig i telefonen. Jeg kunne så starte med at opmuntre ham med, at det ikke gjorde hans kirke til noget specielt, for sådan var og er det nok generelt. Ret hurtigt kunne jeg så godt se, at det var en sørgelig opmuntring, for det svarer vel til at sige til en kræftsyg patient, at han bare kan tage det med ro, for kræft, det har de fire andre på samme afdeling også.
– Men hvorfor er det, at vi skal bruge endnu mere energi på dem, der ikke kommer i kirken? De skal da have lov til at blive fri, skal de ikke det? Og hvad med mig? Jeg har ikke så meget tid, så når jeg endelig har tid til at komme i kirke eller til møde, så har jeg altså brug for at blive tanket op!
Jeg tror helt sikkert, vi har hørt disse ord før, om ikke andre steder så måske som en rumklang i vores eget hoved. Ordene udspringer, fordi vi har vænnet os til tingenes tilstand her i møgforkælede Danmark. Vi har vænnet os til, at samfundet tager sig af os alle sammen.

Vi kommer i kirken med et behov for at blive tanket op og tænker, at man skal nyde for at kunne yde, men hvad med at vi gav os selv lov til at erfare, at man kunne nyde mens man var i færd med at yde. Tæt på alle, jeg har talt med, som har været ude at betjene andre mennesker i ind- eller udland fortæller begejstret om, hvordan de følte sig tanket op. Det er ikke logisk synes vi, men vores problem er, at vi er bundet af en menneskelig logik. En logik, der siger, at vi ikke har tiden til det. Men i virkeligheden er Guds logik bundet op på en måde, som siger, at vi ikke har tid til at lade være.

Det er ikke de raske, eller dem der mener de er raske, som bliver begejstret over et lægebesøg. Men der vil altid være mennesker nok i vores samfund rundt om din og min kirke, der venter på at blive mødt med respekt, accept og kærlighed. Tre ting, alle mennesker har behov for og tre ting, som vi som Guds kirke må give videre til folk omkring os.
For skattestop eller ej, så kan vi ikke forvente, at samfundet klarer den opgave selv.