Er folkekirken blevet bange for Helligånden?
Folkekirken taler gerne om tro, tradition, dåb, nadver og fællesskab. Men når samtalen falder på Helligåndens nådegaver – tungetale, profeti, helbredelse og forbøn – bliver mange præster forsigtige, hvis ikke tavse. Ikke nødvendigvis fordi man direkte afviser, at Gud kan handle overnaturligt i dag, men fordi området i praksis ligger uden for det, de fleste forbinder med almindeligt folkekirkeliv.
Mens pinsekirker, frimenigheder og karismatiske fællesskaber vokser især blandt unge kristne, oplever mange folkekirken som intellektuel, liturgisk og følelsesmæssigt mere tilbageholdende. I store dele af folkekirken er det karismatiske mere eller mindre usynligt. Der prædikes sjældent om nådegaverne, man ser næsten aldrig forbøn for syge under gudstjenester, og tungetale eller profetiske budskaber forbindes ofte mere med frikirker og pinsebevægelse end med folkekirken.
Men skyldes tilbageholdenheden en egentlig mistænksomhed over for det karismatiske? Eller handler det snarere om folkekirkens historie, teologi og tradition? Og er nådegaverne reelt fraværende – eller har de blot fået andre former i folkekirken? Udfordringen har spurgt tidligere sognepræst Agnethe Zimino og tidligere professor ved Menighedsfakultetet i Aarhus, Kurt Larsen, hvordan de ser på folkekirkens forhold til de karismatiske nådegaver.
Kurt Larsen: Folkekirken har aldrig været præget af tungetale
Kurt Larsen, der er kirkehistoriker og tidligere professor ved Menighedsfakultetet i Aarhus, mener ikke, at folkekirkens tilbageholdenhed over for karismatiske nådegaver er noget nyt. Tværtimod ser han det som en udvikling, der går helt tilbage til kirkens første århundreder. ”Allerede i kirkens andet århundrede var der meget mindre tale om nådegaver som tungetale, profeti og helbredelse end på apostlenes tid,” siger han.
Ifølge ham blev denne udvikling videreført gennem kirkens historie og senere i den lutherske tradition efter reformationen. ”I den lutherske kirke lå vægten på sand forkyndelse af Bibelens evangelium, og det skulle ske offentligt ved præster, der var veluddannede i Guds ord.” Dermed blev det profetiske i høj grad knyttet til prædikenen snarere end til spontane profetiske budskaber, som man ofte forbinder med karismatiske miljøer i dag.
”Når det gælder profeti, har den lutherske kirke typisk koblet det sammen med den offentlige prædiken, så det profetiske element i prædikener var kaldet til bod og omvendelse,” forklarer han.
På spørgsmålet om der i praksis findes mistænksomhed over for tungetale, profeti, helbredelse og forbøn i folkekirken, svarer Kurt Larsen mere nuanceret end et entydigt ja eller nej.
Han peger på, at forbøn for syge altid har eksisteret i folkekirken – især i private sammenhænge.
”Det har altid været praktiseret privat, at familien bad for deres syge. Præster har også gjort det ved sygesengene og derved overladt de syge i Guds varetægt.” Han understreger også, at der i dag faktisk bedes mere for syge i folkekirken end tidligere. ”Også ved gudstjenester har man bedt for syge, men i dag gør man det nok noget mere end for 50 og 100 år siden.” Når det gælder egentlige helbredelsesgudstjenester eller salvning af syge, erkender han dog, at folkekirken aldrig officielt har taget skridtet fuldt ud.
”En egentlig helbredelsestjeneste – som i
den engelske kirke – med salvning af syge
har der været mange fortalere for i folkekirken.
Men det er aldrig indført officielt.”Kurt Larsen
”En egentlig helbredelsestjeneste – som i den engelske kirke – med salvning af syge har der været mange fortalere for i folkekirken. Men det er aldrig indført officielt.”
Særligt tungetalen står fremmed i folkekirken, vurderer han. ”Tungetalen har nærmest ikke forekommet offentligt i folkekirken. De fleste i folkekirken vil stå meget fremmede over for dette, også fordi man har koblet det sammen med den ældre pinsebevægelse, hvis praksis man ikke ønsker at ligne.”
Han understreger dog, at dette ikke nødvendigvis betyder, at folkekirken tager afstand fra tungetale som sådan. ”Det betyder ikke, at det ikke forekommer privat, eller at folkekirken tager afstand fra tungetalen.”
Folkekirken lægger vægt på forkyndelsens
nådegave og på nådegaven til at hjælpe og
tjene. Disse gaver er meget synlige
i folkekirkens hverdag.”Kurt Larsen
Nådegaverne er ikke væk – men de ser anderledes ud
Kurt Larsen mener heller ikke, at det er korrekt at sige, at nådegaverne er helt usynlige i folkekirken. Problemet er snarere, at man ofte tænker på de spektakulære nådegaver alene. ”Folkekirken lægger vægt på forkyndelsens nådegave og på nådegaven til at hjælpe og tjene. Disse gaver er meget synlige i folkekirkens hverdag.” Andre nådegaver er derimod blevet mere private og mindre offentlige.
”Andre nådegaver er mere usynlige i offentligheden – hvad de altså begyndte at være allerede i 100-tallets menigheder – og det er muligvis bedst på den måde.” Dermed peger han indirekte på, at folkekirkens tilbageholdenhed måske ikke kun skyldes frygt eller mistænksomhed, men også et bevidst kirkesyn, hvor orden, forkyndelse og sakramenter vægtes højere end spontane åndelige manifestationer.
Agnethe Zimino: Vi er blevet bange for det overnaturlige
Tidligere sognepræst Agnethe Zimino, der selv har haft stærke oplevelser af Helligånden, og som stadig er aktiv i Allehelgens kirke på Amager med ’Bibelen Rundt’ og ’I Mesterens Lys’, ser mere kritisk på folkekirkens forhold til de karismatiske nådegaver. Hun mener, at der i praksis eksisterer en tydelig berøringsangst over for det overnaturlige og spontane kristenliv. Ifølge hende er mange præster usikre på området, dels fordi de mangler erfaring med nådegaverne, dels fordi man er bange for at miste kontrol eller blive sat i bås med karismatiske miljøer.
”Vi er blevet bange for det overnaturlige.
Bange for følelser, bange for at miste
kontrollen og bange for at virke useriøse.”Agnethe Zimino
”Der er mange præster, som simpelthen ikke ved, hvordan de skal forholde sig til nådegaverne, fordi de aldrig selv har lært at praktisere dem,” siger hun. Hun oplever, at tungetale, profeti og helbredelse ofte opfattes som noget fremmed i den almindelige sognekirke, selv om de beskrives som naturlige dele af menighedslivet i Det Nye Testamente. ”Så snart man taler om profeti eller helbredelse, tænker mange automatisk på ekstrem karismatik eller pinsekirker. Derfor holder man afstand.”
Ifølge Agnethe Zimino er folkekirken mange steder blevet præget af en mere intellektuel og psykologisk tilgang til kristendom, hvor troen først og fremmest handler om refleksion, samtale og ritualer. ”Kristendom er mange steder blevet noget, man tænker over og taler om – ikke noget man forventer, at Gud konkret gør midt iblandt os,” siger hun. Hun understreger, at hun ikke ser en modsætning mellem sund teologi og Helligåndens gaver, men mener, at folkekirken ofte er blevet så optaget af orden og kontrol, at man har mistet forventningen til det overnaturlige.
”Vi er blevet bange for det overnaturlige. Bange for følelser, bange for at miste kontrollen og bange for at virke useriøse.” Ifølge hende betyder det, at mange præster ganske enkelt undgår at tale om nådegaverne fra prædikestolen. ”Hvis præsterne ikke selv har erfaring med forbøn, profeti eller Helligåndens gaver, bliver det heller ikke noget, de giver videre til menigheden.”
Længsel efter levende tro
Samtidig oplever hun, at længslen efter mere åndeligt liv findes mange steder i folkekirken – både blandt præster og kirkegængere. ”Der er mange mennesker i folkekirken, som længes efter en tro, der ikke kun er teori og ritual, men som også er levende erfaring.” Hun mener derfor, at det karismatiske ikke nødvendigvis er i modstrid med folkekirkens identitet, men at det kræver mod og undervisning, hvis nådegaverne igen skal blive en naturlig del af kirkens praksis.
”Det begynder med, at præster tør tale om Helligånden og bede konkret for mennesker. Ikke som noget spektakulært, men som en naturlig del af kristent liv.” Ifølge Agnethe Zimino handler det i sidste ende om, hvorvidt folkekirken tør tage Det Nye Testamentes beskrivelser af menighedslivet alvorligt. ”Hvis vi tror på den samme Gud som i Bibelen, må vi også være åbne for, at Helligånden stadig virker i dag.”
