Kan man forstå danskhed uden kristendommen?
Spørgsmålet om, hvad der skal til for at kunne kalde sig dansk, er i de seneste uger blusset op igen. Denne gang eksploderede debatten, da det nyvalgte folketingsmedlem Naja Nathalie Isaksen på sociale medier skrev, at det radikale folketingsmedlem Samira Nawa aldrig kunne blive dansk, fordi hun ikke havde “dansk blod i årerne”.
Herefter forsvarede debattøren og advokaten Rasmus Munch Søndergaard tanken om, at nationer også er biologiske og genetiske fællesskaber i DR-programmet Deadline. I den forbindelse brugte Søndergaard N.F.S. Grundtvigs kendte formulering om, at danskhed er forbundet med “blod og byrd”.
Men tolkningen af Grundtvig blev hurtigt kritiseret af flere historikere, teologer og grundtvigianere, som afviste, at Grundtvig kan bruges som fortaler for biologisk eller racebaseret nationalisme. Kritikerne pegede på, at Grundtvigs tale om “blod og byrd” må forstås i en historisk og kulturel sammenhæng, hvor han beskrev folkets historiske rødder og sammenhængskraft – ikke moderne genetiske teorier om race og etnicitet.
Samira Nawa, som var genstand for hele debatten, var også gæst i Deadline, hvor hun sagde, at danskhed for hende ikke handler om biologi eller afstamning, men om statsborgerskab og deltagelse i det danske samfund. Andre stemmer har peget på, at danskhed i et moderne demokrati også handler om loyalitet over for landet, om at tale sproget og leve efter danske normer og værdier. Det bemærkelsesværdige ved denne omgang i debatten om danskhed er, at spørgsmålet om kristendom har fyldt forbavsende lidt. Men kan man overhovedet forstå danskhed uden kristendommen?
Kristendom, folk og nation
Højskolemanden og historikeren Christian Egander Skov er en aktuel stemme i debatten. Han har netop udgivet bogen ’Folkeligt skal alt nu være’. Titlen er hentet fra de første linjer i Grundtvigs store digt “Folkeligheden” fra 1848, en tid præget af politiske og kulturelle omvæltninger i Danmark. Her blev Grundtvigs tanker om folkelighed centrale. Danskhed skulle ikke bygge på stormagtsdrømme eller militær styrke, men på folkelig sammenhængskraft, kristendom, sprog, oplysning og levende fællesskaber.
Højskolebevægelsen, andelsbevægelsen og folkekirken blev bærende institutioner i udviklingen af den moderne danske identitet. Med bogen ønsker Christian Egander Skov igen at sætte forholdet mellem folk, nation og kristendom på dagsordenen. Ligesom Grundtvig mener Christian Egander Skov, at vi som danskere er et historisk og kulturelt fællesskab, båret af fortællinger, sprog, traditioner og tro.
”Vi har gået hånd i hånd med
kristendommen i over 1.000 år,
og vi havde ikke haft danskere
på samme måde uden kristendommen.”Christian Egander Skov
Udfordringen har spurgt ham, hvor meget kristendommen fylder i hans forståelse af folkelighed: “I danskheden spiller kristendommen en kæmpestor rolle. Vi har gået hånd i hånd med kristendommen i over 1.000 år, og vi havde ikke haft danskere på samme måde uden kristendommen. Folkeligheden har gjort os til et ‘vi’, men folkeligheden kan også ændre sig over tid, og den kan blive sekulariseret. Ting kan forandre sig. Grundtvig havde nok ikke kunnet forestille sig det kristendomstab, som er sket sidenhen. Grundtvigs idé var, at der skulle være en folkelighed, som kunne modtage kristendommen, og som kristendommen kunne leves igennem. Derfor var han så optaget af mytologi og folkeoplysning,” svarer Christian Egander Skov.
Kan en folkelig bevidsthed eksistere uden religion – og i vores tilfælde uden kristendom?
“Ja, det kan den godt, men jeg synes, det er ærgerligt, hvis vi taber det. Kristendommen har været så afgørende for os som dansk folk. Det er en gave til os som folk, at vi har kristendommen. Danmark opstår først som politisk enhed og nation, da Harald Blåtand gør os kristne.”
Men Christian Egander Skov erkender også, at folkeligheden kan medføre problemer, hvis den kammer over i nationalisme og bliver til en form for dæmonisk afgudsdyrkelse af sig selv. Her er kristendommen med til at sætte folket på plads. Selvom Christian Egander Skov understreger, hvor vigtig kristendommen er for vores danske selvforståelse, understreger han samtidig, at hans nye bog ikke er et kristent vækkelsesprojekt.
“Den er baseret på en folkelig vækkelse, hvor mere end 1.000 års kristendom skal indgå i den historiske og kulturelle folkelige bevidsthed. Ellers ender vækkelsen i fremmedgørelse.” For Christian Egander Skov handler det om at styrke følelsen af at være et ’vi’, og her kommer hans forståelse af åndelig oprustning ind: “Åndelig oprustning skal bestå i, at vi får kærlighed til dette ‘vi’. Vi mangler kærlighed til os selv. Åndelig oprustning skal ikke bare være et værn mod det, der truer os udefra.”
Kristendom som vej til integration
Men hvordan opleves danskhed for dem, der kommer udefra til Danmark? Kan kristendom være en indgang til at forstå dansk kultur – og til at blive dansk?
Det har vi talt med den iranske tidligere muslim Massoud Foorouzandeh om. I dag er han valgmenighedspræst på Fyn og har netop etableret Peters Bibelskole, som tilbyder teologisk undervisning til migrantmissionærer, der ønsker at forkynde evangeliet særligt blandt muslimer. For Massoud Foorouzandeh begyndte følelsen af at blive dansk ikke først og fremmest med et pas eller et statsborgerskab, men gennem mødet med kristendommen og det menneskesyn, han oplevede i Danmark.
På spørgsmålet om, hvornår han første gang begyndte at føle sig dansk, siger han: “Jeg er født og opvokset som muslim i Iran med en meget religiøs muslimsk far. Efter min flugt til Danmark i 1985 og mødet med demokratiet og det danske samfund blev jeg både udfordret og bekræftet i min islamiske tro og opdragelse. I begyndelsen ønskede jeg egentlig ikke at blive dansk, og min vej var at holde fast i mine islamiske traditioner og min identitet. Men mødet med det kristne budskab, kirken og Bibelen åbnede mine øjne. Jeg begyndte at se verden og livet mindre sort-hvidt og langt mere mangfoldigt og meningsfuldt. Samtidig gik det hurtigt op for mig, at det danske samfund, vores traditioner og især menneskesynet har dybe rødder i kristendommen. Derfor tror jeg også, at et nyt liv med Kristus kan åbne vejen til en langt bedre integration.”
For Foorouzandeh hænger integration derfor tæt sammen med forståelsen af de kristne værdier. Han siger:
“Danmark er et demokratisk og sekulært land, men samtidig et samfund, hvor kristendommen og de kristne værdier er dybt forankret i fundamentet, Grundloven, menneskesynet og forståelsen af ligestilling. Bibelens budskab, om at Gud skabte mennesket som mand og kvinde i sit eget billede, har haft afgørende betydning for udviklingen af vores syn på menneskeværd, frihed og ansvar. Derfor har man naturligt bedre mulighed for at tilpasse sig og integrere sig i et samfund, hvis ens eget værdisæt ikke er i direkte konflikt med de værdier, samfundet bygger på. Jeg har derfor ofte sagt, at den bedste integration for en nydansker er et nyt liv med Kristus. Ikke fordi man dermed mister sin kultur eller historie, men fordi man lettere kommer til at forstå det menneskesyn og den frihedstænkning, som Danmark hviler på.”
Forstår de, der konverterer til kristendommen, hurtigere hvad det vil sige at være dansk?
“Ja, det oplever jeg helt bestemt. Gang på gang ser vi meget tydeligt, hvordan menneskers hjerter, holdninger og forhold til Danmark og danskerne ændrer sig positivt, når de bevæger sig fra et islamisk værdisæt til et dansk-kristent værdisæt. Det er, som om taknemmeligheden vokser. Respekten for andre mennesker – uanset køn, baggrund og hudfarve – bliver større, og lysten til at bidrage positivt til samfundet vokser også. Mange oplever samtidig et stærkt ønske om at fortælle andre om det nye liv og den frihed, de selv har fundet. Det betyder ikke, at alle kristne automatisk integreres godt, eller at alle muslimer integreres dårligt. Men jeg mener, at kristendommens menneskesyn og værdier i langt højere grad harmonerer med det danske samfunds grundlæggende værdier.”
