Er mænd klogere end kvinder?

Vore hjerner giver anledning til mange myter.
F.eks. siger vi mænd, at vi er klogere end kvinder. Men er vi nu det? Det kan være farligt, men spørger vi videnskaben, så er vi afsløret: I intelligenstest er det nærmest umuligt at måle forskel på de to køn! Vi er altså præcis lige så kloge som kvinderne. Men kvinderne er bedre til sprog, mens mænd er bedre til rumlige opgaver, skriver e-magasinet „Vidste Du Det?“.
Myte 2: Nogle gange skulle man tro det, men bruger vi nu også kun 10 % af hjernen? Skrønen er usand. Den opstod i 1930’erne, hvor neurokirurger satte elektroder på blotlagte hjerner og målte, at store områder tilsyneladende var passive. I dag er man blevet klogere! Selv helt almindelige handlinger som fx højtlæsning kræver aktivitet i flere hjernecentre. Genier er dog bedre til at koncentrere deres hjerneaktivitet omkring de områder, en bestemt opgave kræver, mens såkaldt mindre begavede sætter hele „maskineriet“ i gang.
Myte 3: Vi er blevet klogere de sidste 50 år. Det er sandt, og måske skyldes det bedre levevilkår og kost. Andre tror vores komplekse samfund hele tiden sætter hjernen på nye opgaver, hvorved den konstant stimuleres. Vi går længere tid i skole og får en bedre uddannelse end vores bedsteforældre.
Myte 4: Store hjerner er klogere end små! Nej!! Størrelse og gørelse har heller ikke her noget med hinanden at gøre (phyha, sagde den lille mand på 172 cm., der altid måtte smutte mellem benene på de store fodboldspillere!). Faktisk var Albert Einsteins hjerne 15 % mindre end gennemsnittet for andre mænd. Alligevel var han et af de mest intelligente mennesker nogen sinde. Der var mere drive på et mindre areal!
Myte 5: Kan man bluffe andre, så de tror, du er mere intelligent, end du virkelig er. Ja, en række gymnasieelever i et stort canadisk forsøg fik bedømt deres intelligens ved at holde en tale om globalt miljø. Dem, der talte højt og hurtigt, var lette at forstå, brugte mange ord, talte korrekt … og var slanke, blev vurderet med større IQ, end de havde!
Når eleverne derimod tøvede, brugte slang eller bare var for tykke, blev deres intelligens bedømt lavere, end den rent faktisk var. Hvis forsøgspersonerne derimod ikke så talerne, men blot hørte dem på bånd, var de bedre til at bedømme intelligensen.
Hvad så med Vorherre, der ser os indefra og kender alle mine tanker? …
Ja, du ér gennemskuet! Ordsprogenes bog i Det Gamle Testamente siger: „Herren kender menneskers tanker; han ved, at de er tomme“ – uanset om du er tyk eller tynd! Men, Han elsker dig alligevel. Og det er ingen myte!