Vor Frue vendte hjem til Kreml
Efter 87 år i eksil er den berømte russiske ikon Vor Frue af Kazan vendt hjem til Moskva.
Ikonen forsvandt under Oktober-revolutionen i Rusland i 1917 og dukkede siden op i England i 1960erne, hvor den blev solgt videre. Gennem amerikanske katolikker blev ikonen i 1980erne givet til pave Johannes Paul. Siden har paven haft ikonen hængende i sit arbejdsværelse, men det har hele tiden været pavens tanke at overrække ikonen til den russisk-ortodokse patriark i Moskva ved det besøg i Rusland, som paven i årevis har ønsket at aflægge.
Ruslands præsident Putin har inviteret paven, men det katolske overhoved har ikke ønsket at tage imod invitationen, hvis ikke patriarken var medindbyder. Og det har patriarken ikke ønsket. Derfor er besøget opgivet, og paven sendte i stedet en delegation afsted til Moskva med ikonen i slutningen af august.
I Rusland blev overdragelsen markeret med en gudstjeneste i Maria Himmelfart Katedralen i Kreml, hvor patriarken takkede for gaven og betragtede den som et udtryk for vilje til gode relationer mellem den katolske og den ortodokse kirke.
– ole