Dyr bogbrænding
STORBRITANNIEN – Den anglikanske præst Graham Taylors supersælgende fantasy-bøger beskæftiger sig med okkulte temaer som for eksempel menneskeofringer. Så når man ved, at bøgerne om troldmandslærlingen Harry Potter tidligere er blevet brændt, kunne man næsten forvente, at fanatikere før eller siden også ville kaste Taylors bøger på bålet.
Forskellen er blot, at de afbrændte Taylor-bøger var originalmansukripter. Således blev originalmanuskriptet til både Shadowmancer og efterfølgeren Wormwood ved til bogbålet, ligesom hele manuskriptet til Graham Taylors nye bog, Tersias, som skulle have været udgivet i efteråret 2005, røg med i flammerne.
Og bogbrænderen er såmænd Taylor selv. I forbindelse med en forestående flytning ryddede han op i sit hus og kom i den forbindelse ved et uheld til at destruere de uvurderlige manuskripter, som nu er en meget dyr bunke aske, som Taylor udtalte til BBC.
– jeli