Venstre sidebanner eksempel

– Folkekirken kan lære af frikirkerne

Folkekirken bør kende sin besøgelsestid. Den kan lære af det frikirkelige trosbudskab og den amerikanske prædiketradition, mener landets kirkeministerTove Fergo har fået de gejstlige og politiske bølger til at gå højt, siden hun blev kirkeminister for tre år siden. Udfordringens udsendte er taget til Frederiksholms kanal i Kirkeministeriet for at hilse på og få et glimt af, hvad der egentlig gemmer sig bag den tilsyneladende stille og rolige 59-årig kvinde med de politiske og markante synspunkter.

– Folkekirken skal være rummelig, men der er grænser. Den skal ikke være et åndeligt supermarked. Kristendommen giver svarene på livets store spørgsmål, mener Tove Fergo

Tove Fergo har været sognepræst ved Simon Peters Kirke på Amager siden 1973. Året forinden blev hun, som 26-årig, cand. theol. ved Københavns Universitet. Mange har anklaget hende for at være ”for meget præst” i sit job som kirkeminister. Selv synes hun, det er en fordel, at kirkeministeren, kender den kirke indefra, hun er sat til at administrere.
– Med den borgerlige regering, kom der et systemskifte, og så kommer der naturligvis reaktioner, når tingene pludselig ikke er, som de var. Der går lidt brænd i sindene og følelser i det. Men det er jo dét, der gør det spændende.
– Jeg er stolt af mine resultater. Jeg har vent et seksårigt underskud til et overskud i Kirkeministeriets økonomi. Havde jeg ikke været sognepræst og kendt kirken indefra, havde det f.eks. været svært at gennemføre en så stor reform af menighedsrådets arbejde, som jeg har gjort, mener Tove Fergo selv.

Inspiration udefra

Kirkeministeren vil gerne i dialog med Folkekirkens 4.6 mio. medlemmer og har taget flere initiativer i den retning. At danskerne har brug for deres folkekirke, er hun ikke i tvivl om, heller ikke, at den kan møde deres åndelige behov. Men folkekirkepræsterne kan hente åndelig inspiration også udenfor murerne, mener kirkeministeren, der selv gerne besøger frikirker under sine rejser i udlandet.

Amerikansk stil

– Jeg besøgte for nylig Hillsong Church i Sydney i Australien, hvor jeg i øvrigt mødte Moses Hansens søn. Kirken samler tusinder af mennesker og holder gudstjeneste flere gange i løbet af en søndag. Det var en fantastisk oplevelse.
Det er jo et lidt anderledes bekendelsesgrundlag i sådan en kirke end i Folkekirkens. Men de prædiker kristendom, så mennesker bliver troende. Når man kan samle tusinder af mennesker flere gange på en søndag, så er det fordi, der er en kraft i den forkyndelse, som rører mennesker.
– Jeg synes, sådan en kirke er fantastisk på mange måder. Jeg kan godt lide lovsangen. Jeg har selv lidt svært ved at bryde ud i ”Halleluja”, men det har nok meget med den enkeltes temperament at gøre, hvilket type menneske, man er. I New-York har jeg også besøgt flere meget store kirker. Jeg er inviteret til at prædike i en pinsekirke om kort tid. Det glæder jeg mig til.
Så du er åben for nye impulser?
– Ja, meget. Folkekirken har jo en anden prædikentradition end frikirkerne. Måske en mere intellektualistisk måde at prædike på. En prædiken skal ikke være et intellektuelt kristent essay. Det skal være en tale til tro. Jeg tror virkelig, der var noget at lære, hvis man i Folkekirken interesserede sig lidt for den amerikanske prædiketradition – for frikirkernes måde at prædike på.
En prædiken behøver ikke at være velpoleret og fremført på professionel vis. En prædikant må gerne afspejle, at det er magtpåliggende for vedkommende at plante tro i menighedens hjerte, siger Tove Fergo.
Føler du dig sommetider personligt begrænset i Folkekirken?
– Nej, jeg føler ingen snærende bånd i Folkekirkens gudstjenesteordning. Vores gudstjenesteformer rummer mange muligheder for at levendegøre evangeliet.
Jeg står som regel på gulvet i kirken og bruger ikke manuskript, når jeg prædiker, siger Tove Fergo, der oplever, at det moderne menneske i dag er klar over, at der findes en åndelig dimension, en åndelig side, som mennesket har brug for at finde sin plads i.
Nej til andre religioner
– Velstanden og de materielle behov er sådan set blevet opfyldt op gennem 60’- 70’ og 90’erne. Mennesker er ved at finde ud af, at livet er mere en maden – for at bruge et bibelsk udtryk.
Mennesker er netop derfor meget åndeligt søgende. Jeg oplever det, som en åndelig hunger, en åndelig tørst efter svar på livets mange spørgsmål.
– Da, jeg holdt en konference om det moderne menneskes syn på Folkekirken og dens rummelighed, sagde en deltager noget, som gjorde et dybt indtryk på mig:
”Minister, selvfølgelig skal vi have en folkekirke, men hvorfor skal det lige netop være en evangelisk/luthersk. Den kunne jo ligeså godt rumme alt det bedste fra alverdens religioner.”
Men det synspunkt deler kirkeministeren vel ikke?
– Nej, man behøver ikke at plukke i alle andre religioner for at finde frem til sandheden. Kristendommen giver svarere på de religiøse spørgsmål, der stilles. Der er en grænse for, hvad man kan lukke ind i Folkekirken i dag.
Mennesker søger svar i dag. Hvad er meningen med livet? Er Gud der, hvorfor er det så sådan og sådan, hvorfor griber han ikke ind dér og dér?
– Tænk på alle de forfærdelig ting, der skete i Rusland ved terrorangrebet i Beslan for nylig. Mennesker spørger sig selv: ”Hvor var du Gud” Det ville man ikke spørge om, hvis det var utænkeligt, at der var en Gud. Der er ikke andet at sige i sådan en situation, end, at Guds veje er uransagelige.
De spørgsmål fører mange til det religiøse supermarked. Folkekirken skal derfor kende sin besøgelsestid og placere sig centralt i menneskers bevidsthed. Det kristne budskab kan møde menneskets åndelige behov i dag, siger Tove Fergo.

Syndernes forladelse og Guds nåde

Folkekirkens døre bør være vidt åbne, for efter min mening, er det derinde svaret er at finde. Mennesket har brug for Gud. Vi har alle brug for syndernes forladelse, Guds nåde og Guds velsignelse. Hvis vi begynder at bilde os noget andet ind, er det blot at lukke op for CNN, BBC eller Nyhederne. Grusomheder og ondskab er der rigeligt af.
Men det enkelte menneske har fået sin frie vilje. Mennesket er ondt, som Paulus skriver: ”Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”.
– Apropos rummelighed er der et uundgåeligt spørgsmål i denne tid. Kan du så forstå, at nogle kristne overvejer at forlade Folkekirken, hvis homofile vielser indføres i kirken. Indre Mission har ført en kraftig debat f.eks?
– Ja, det kan jeg godt. Hvad er et ægteskab? Jeg mener, det er samlivet mellem mand og kvinde. Det ville være et tab for Folkekirken, hvis Indre Mission forlod den.
Mange homoseksuelle er tilfredse med forholdene og partnerskabsloven. Den aktuelle debat om kirkelig vielse har et politisk ideologisk formål. Man ønsker at skabe fokus for at få kirken til at bøje sig.

Familiens første akademiker

Tove Fergo er vokset op på Nørrebro. Faderen var fuldmægtig i skattevæsenet og moderen hjemmegående. Tove var den første akademiker i familien.
– Jeg er fra et kristent hjem. Men ikke så meget mere end så mange andre. Men alligevel gik vi oftere i kirke, end andre på Nørrebro. Min far havde været på et kristent børnehjem i Holte.
– Jeg besluttede at læse teologi, da jeg gik på Dansk Missionsforbunds ungdomsskole i Espergærde, fortæller kirkeministeren, der dog frygtede lidt for sit præsteembede efter ungdomsoprøret i 60’erne, hvor parolen ”ned med traditionerne” rungede højt. Både medlemstallet og dåbstallet faldt i disse år i Folkekirken.
– Mon vi ville nå at blive pensioneret, som præster eller blive arbejdsløse inden da? Det talte vi faktisk seriøst om. Men det holdt jo ikke stik. I dag bliver 75 procent af alle børn døbt, inden de er et år, fortæller Tove Fergo, der selv har voksendøbt mange børn af 60’er generationen.
– Man kan lige så godt være ærlig og sige, at det ikke er fordi, de unge er kommet til tro på Gud, de vil døbes og konfirmeres. De siger selv, det er fordi deres kammerater, bliver det.
– Men det viser vel alligevel, at Folkekirken på en eller anden måde er rodfæstet i danskerne. Selv om Folkekirken gennemsnitlig mister 15.000 medlemmer pr. år.