Jeg skammer mig ikke ved … juletiden!

I begyndelsen af november, ja måske endda før, bliver butikkerne for alvor pyntet op til jul. Standardreaktionen fra alle er “Åh nej, allerede!? Hvor er det dog forfærdeligt med alt det juleræs!” Hjemme hos os har vi besluttet os for, at i år skal det være anderledes. Vi kan lige så godt vedkende os det: vi elsker jul!

Sidste år sang mine døtre på 4 og 5½ år julesange helt frem til februar – vi kunne simpelthen ikke geare ned efter julehyggen! Vi har en bog, der hedder “Josefines første jul”, om en lille mus, der vil pynte sit eget juletræ; den er Amy og Sophia (nu 4½ og 6 år) allerede begyndt at liste frem, når der skal vælges godnatlæsning.
Lyskæden, som vi pyntede vores terrasse med sidste jul, fik vi aldrig pillet ned. Nu hænger den på plads og er klar til vores tyvstart på julehyggen. Jeps, vi har besluttet os for, at vi lige så godt kan indrømme, at vi er lige så vilde med jul, som butikkerne er – så derfor vil vi starte op med hyggen (ikke ræset) allerede til november!
Og når der skal shoppes efter julegaver, vil vi ikke tage os til hovedet over alle de mennesker, der myldrer med store poser fra butik til butik. I stedet for at se på det som et syndigt forbrugsræs, vil vi glæde os over alle de mennesker, som ønsker at vise kærlighed til deres børn, kæreste, ægtefælle, forældre m.fl. ved at bruge en del tid på at købe flotte ting til dem! Vi vil nyde duften af brændte mandler på gågaden og spise så mange gratis brunkager og pebernødder i butikkerne som muligt. Og når vi den 23. december stadig mangler den sidste gave og skal mosle igennem menneskemængderne i Magasin, vil vi lade adrenalinsuset bringe os endnu højere op i julerusen!
Sidste år lærte børnene alle versene i “Dejlig er den Himmelblå” udenad, fordi vi sang den så meget. Hvis vi starter i god tid, kan de måske nå at lære “Velkommen igen Guds engle små” inden første søndag i advent; og jeg vil vædde med, at vi ikke stopper igen før et godt stykke ind i februar 2005!