Kristne driver sundhedscenter
USA – For tre år siden donerede byen Milwaukee et 53.000 kvadratmeter stort hospitalskompleks til en sammenslutning af lokale pinsekirker. I komplekset, der nu er kendt som Byen på Bakken, har man en række tiltag, som skal hjælpe byens borgere på det fysiske, det følelsesmæssige, det mentale og det åndelige område.
Et af tiltagene er et sundhedsteam med 80 frivillige medlemmer, som servicerer 50-100 personer hver lørdag eftermiddag. De udfører grundlæggende undersøgelser som at tjekke kolesteroltal, blodsukkerniveau og blodtryk og advarer folk om mulige sundhedsproblemer som for eksempel astma eller depression.
Teamet tjekker også tænder og øjne, ligesom det vaccinerer mod influenza. Gravide borgere kan gratis blive skannet og modtage babytøj. Derudover kan kommende mødre få rådgivning og forbøn samt blive sat i forbindelse med en fødselslæge.
Byen på Bakken formidler endvidere den kristne tro til børn i lokalområdet gennem drama og lege. Det sker ved, at frivillige fra kirkerne udvælger sig en boligblok, som de på en særlig måde koncentrerer deres indsats om. De kristne deler mad ud til sultne i området, ligesom de serverer et middagsmåltid for dem, som bliver undersøgt på helsecenteret. Derudover udleverer man hygiejnekasser med sæbe, shampoo, tandpasta og børster, kamme og meget andet.
– Når vi ser mennesker i vores by, som er bundet af fattigdom, sygdom og synd så længes vi efter at se deres liv blive forvandlede af troen på Jesus, siger Diane De La Santos, administrerende direktør i Byen på Bakken om baggrunden for arbejdet.
– jeli