Mie blev helbredt efter fem års lammelse

Et hestespark sendte Mie Fog ud i et mareridt af smerter. Men med en enkel bøn vendte hendes skæbneMie Fog fra Toftlund er heste-entusiast. Men det skulle et hestespark sætte en stopper for. Foreløbig, altså. I hele fem år måtte hun gå med lammelse i arm og skulder og en voldsom hovedpine – indtil hun blev ”lokket” med på et helbredelsesmøde med Hans Berntsen.

Mie er stadig hesteentusiast, selv om hun har erfaret, at det store dyr kan reagere uforudsigeligt.

Det er to år siden nu. I dag har Mie fuld førlighed i både skulder og arm – og det bedste af det hele er, at hun kan komme op at ride igen. Som hun tumler hesten er det ikke til at tro, at hun i fem år har været tvunget til at gå med korset og holde styr på sin arm med en slags tagrende.
Men en kort bøn af helbredelsesprædikanten på en helsemesse i Aabenraa tog først smerterne, og siden vendte følelserne langsomt tilbage, først i fingre og hænder, senere i både arm og skulder.
– Det er intet mindre end et mirakel! siger hun i dag.
Og hendes familie, venner og kolleger er tilbøjelige til at give hende ret. For de har alle fulgt hendes lidelseshistorie på nært hold siden lørdag eftermiddag d. 23. maj 1998 – dagen, da hun blev sparket af sin egen hest ude på marken.

Mie har fire heste og var ved at uddele gulerødder. Men det kunne åbenbart ikke gå hurtigt nok, så den sorte vallak, Fax, blev aggressiv og sparkede ud efter Mie og knuste hendes arm og skulder.
Mie lå bevidstløs en halv time, inden hendes mand, Jan, fandt hende i mudderet og fik liv i hende igen. De fik sammen lukket hestene ind, selv om Mie var helt følelsesløs i armen.
– Jeg er jo en hård pige der ikke siger av, så jeg blev først klar over, hvor alvorligt det var fat, da jeg ikke kunne strække fingrene og bøje armen. Vi kørte hurtigt på skadestuen, og jeg blev opereret i skulderen allerede næste dags morgen.
Mie er siden blevet opereret i skulder og arm på Århus Kommunehospital hele tre gange. Men lægerne kunne intet stille op overfor den nervelæsion i nakken, der forårsagede lammelsen i højre arm fra nakken og ned.
Hendes lillefinger og ringfinger sad desuden ”fastlåst” inde i håndfladen. Lægerne kunne kun løsne de to fingre ved at skære senerne over og give hende et korset, for at ryggen ikke skulle blive for skæv af overbelastning.
”Det må du lære at leve med. Og du må holde op med at arbejde”, sagde de.

– Jeg fik tilbudt pension sidst i år 2001, men det ville jeg slet ikke være med til. Jeg var jo ikke en gang fyldt 30! Min egen læge var mere forstående. Han sagde: ”Når du ikke vil høre, er den eneste udvej noget smertestillende”. Og så ordinerede han 200 mg morfin til mig om dagen.
Men heller ikke det var nok. Mie ville nemlig gerne fortsætte sit arbejde som faglærer på AMU centret i Haderslev, så meget hun kunne. Heldigvis fik hun mulighed for at fortsætte på deltid og komme og gå, som nu smerterne tillod. Det er hun taknemmelig for.
– Det er utroligt svært at holde sig i ro, når man skal, fortæller hun. – Jeg ville ikke pylres om, og det var da først, da jeg besvimede af smerte under en byfest her i Toftlund, at mine venner opdagede, hvor slemt det stod til med mig. Jeg måtte på skadestuen med det samme og som ofte få et skud ekstra morfin for at klare smerterne.
Det var også stoltheden, der fik Mie til at klæde sig i rullekravesweater og kun nævne ”hovedpine” som problemet, da hun skulle modtage forbøn hos Hans Berntsen.

Hendes mand havde hørt om helbredelsesprædikanten gennem en kammerat, der var blevet helbredt for sukkersyge. Jan fik overtalt Mie til at tage med til et møde i forbindelse med en helsemesse i Aabenraa. Det var lørdag d. 22. marts 2003.
– Jeg var rigtig sur den morgen, vi skulle af sted. Jeg havde jo prøvet adskillige alternative healere, efter lægerne havde opgivet mig. Zoneterapi og akupunktur virkede slet ikke. Og healere kunne kun fjerne smerterne et par dage og slet ikke give nyt liv i min arm. Jeg var træt af at blive udstillet hele tiden. Og måske blive skuffet igen.
Men da Hans Berntsen begyndte sit foredrag, glemte hun både surhed og smerter.
– Han var utroligt spændende at høre på, og det gjorde slet ikke noget, at det handlede om Gud og Jesus. Men jeg syntes, det var noget mærkeligt noget, da han begyndte at bede for syge. ”Man må da have fluer i hovedet for at tro på sådan noget”, tænkte jeg. Jeg var bare ”almindelig kristen”, døbt, konfirmeret og gift i kirken som de fleste danskere, og det var så det, forklarer hun.

Hendes mand skubbede hende frem og sagde: ”Nu er det din tur”. Hendes store rullekravesweater skjulte korset og ”tagrende”, så Hans Berntsen havde ikke en chance for at se, hvad hun virkelig fejlede. Og Mie fortalte intet om hestespark, blot at hun døjede med en voldsom hovedpine. ”Hvis det virkelig er ham der ovenpå, der gør mirakler her, så må han også vide, hvad jeg fejler”, tænkte hun.
– Du er skæv, sagde Hans Berntsen, efter han havde sat hende på en stol og taget fat om hendes ben. Det ene ben var 7-8 cm kortere end det andet.
Så bad han – og Mies smerter fordampede som dug for solen.
– Det var en meget mærkelig fornemmelse, husker Mie. – Jeg fik det utrolig varmt indvendigt. Jeg blev helt befippet, rejste mig og gik uden at sige tak. Det var ikke pænt af mig, men jeg havde lige pludselig brug for at være mig selv.
Inde på toilettet kunne hun pludselig mærke, at hendes fingre sov – de fingre, hun hverken havde kunnet bevæge eller mærke i flere år.

Så blev hun nysgerrig, og hun fik lyst til at tage korsettet af. ”Hvis der er nyt liv, skal jeg kunne rette mig op”, tænkte hun. Og det kunne hun – en lille smule – og skulderen kunne hun holde helt på plads.
Mie var helt rundt på gulvet, da hun kom ud til sin mand. De blev enige om, at hun hellere måtte fortælle Hans Berntsen, hvad der var sket, og gik hen til ham bagefter med korsettet i hånden.
– Jamen, det skal nok gå fremad, var hans eneste kommentar.
Og så bad han for den lamme arm. Men denne gang kunne Mie ikke mærke noget.
– På vej hjem i bilen griner vi lidt af det hele. Det er lidt uvirkeligt, og vi beslutter, at vi ikke vil nævne det for nogen. Det er simpelthen for skørt!

Men næste morgen vågnede Mie ved, at hun nu kunne bevæge de to fingre, som tidligere var klappet sammen i håndfladen på hende, og som lægerne havde ”afmonteret”. Der var fortsat ingen smerter, og Mie lod nu være med at tage sin daglige dosis morfin. Og korsettet lod hun ligge i klædeskabet.
– Jeg havde svært ved at tro det, indrømmer hun.
Alligevel tog hun med til et møde med Hans Berntsen i Odense onsdagen efter. For hun var blevet nysgerrig.
Og denne gang forstod hun for første gang, hvad han snakkede om.
– Før troede jeg, det var Hans, der helbredte, men nu forstod jeg, han bare var en kanal for Jesus. Det bevirkede, at jeg fik nemmere ved at tro, at det ville gå fremad for mig nu. Det var den fjerde dag uden morfin. Hans bad for hende igen, og tre uger senere kunne Mie igen arbejde fuldtids på AMU centret.
– Men det gik først op for mig, at jeg virkelig var helbredt, da jeg kom ud at ride en tur. ”Hvis jeg kan ride, er det helt sikkert Jesus, der har helbredt mig”, tænkte jeg. Så satte jeg mig op på hesten og red en hel time uden problemer!

De sidste to år har Mie gennemgået en hård træning. For muskler, som ikke bliver brugt i fem år, svinder ind til det rene ingenting. Men nu er musklerne på plads igen.
– Det er her, jeg tror mange giver op. For når man træner sine muskler, får man en anden slags smerter. Som hvis man ikke har spillet fodbold i mange år og så kaster sig ud i en kamp. Mange forveksler muskelspændinger med de smerter, de havde før. Og så tror de måske, at helbredelsen ikke virker.
– Det er vigtigt at blive ved med at tro, at man er helbredt, fastslår Mie. Selv om hendes eget tilfælde netop beviser, at det ikke kræver den store finpudsede tro at blive helbredt.
I dag er Mies tro på Gud både vokset og modnet.
– De første seks-syv uger efter helbredelsen var det den største oplevelse at blive helbredt. Men det er jeg ikke sikker på mere. Nu er det største, at vi har fået en hverdag, hvor vi ikke tager problemerne med hjem fra arbejde. Vi ser meget mere positivt på livet, tager bare en dag ad gangen.

Mange har spurgt Mie, om hun er blevet ”mere kristen” efter helbredelsen. Og da svarer hun: ”Både ja og nej”.
– Vi beder da både morgen- og aftenbøn og takker Jesus for det, han har gjort, men vi går ikke mere i kirke af den grund. Den måde, vi har fundet ud af at takke Jesus på, kan vi udmærket klare herhjemme fra.
Men Mie har fået et nyt forhold til Bibelen:
– Det Nye Testamente har lukket sig op for mig. Det er nemmere at forstå nu. Før var det bare sort snak. Jeg er også blevet mere nysgerrig. Og har slået de skriftsteder op, jeg har fået anbefalet af Inge og Hans Berntsen.
– Men vi er de samme mennesker som før, blot mere positive, konkluderer Mie. – Vores vennekreds troede en overgang, at nu rabler det. De troede vist, vi var kommet med i en sekt. Men nu slapper de af. Et vennepar har endda været med til et møde med Hans Berntsen, hvor manden blev helbredt for en badmintonskade i skulderen, slutter en glad Mie.
Jo, det positive er tydeligt slået igennem hos familien Fog i Toftlund. Og det viser sig ikke mindst, da Mie skal posere med hesten foran fotografen. Hesten hedder nemlig Fax og er den samme, som sparkede hende og sendte hende ind i fem års mareridt.
Men der er der ikke skygge af frygt i Mies øjne. Som hesteentusiast kan hun ufortrødent fortsætte med sin hobby.