Som når et barn kommer hjem…

Karin kylede Bibelen tværs gennem værelset – hun kunne ikke bruge den til noget… Indtil hun mødte buddhistiske Gary i Jerusalem, og fulgte efter en tilfældig mand for at finde vej…En aften inviterede Karin og hendes veninde deres naboer på kollegiet ind for at læse deres skæbne i tarotkort. De havde tændt stearinlys og klædt sig ud og forsøgt at skabe en eksotisk stemning. Men det blev en uhyggelig skelsættende aften…
– De andre troede egentlig ikke på det, og det gjorde vi måske heller ikke. Vi legede bare med det okkulte, fortæller Karin Jensen, der dengang også interesserede sig for healing og alt muligt mystisk.
– Men da vi havde fortalt den første, hvad der stod i hendes kort, blev hun helt kridhvid i ansigtet. Uden at vide det, havde vi sagt noget om hende, som ingen ellers vidste noget om. Den næste var også chokeret, og vi blev enige om at stoppe ”mens legen var god”. Men det var nu ikke nogen god leg – det var meget uhyggeligt. Jeg følte et åndeligt nærvær, som var ubehageligt. Det efterlod os med en følelse af frygt, og jeg lod derefter tarotkortene ligge.

Karin var nu ikke længere i tvivl om, at der var en åndelig virkelighed. Som barn havde hun gået til spejder og der havde hun også oplevet noget åndeligt – men positivt:
– Jeg husker, at vi en aften havde en andagt om nogen aber, som ikke ville spise, fordi aberne i naboburet sultede. Det var bare en god historie, men den aften mærkede jeg også, at der skete noget helt særligt. Jeg tror, Guds ånd var der.

– Engang begyndte jeg også at læse i Ny Testamente, men jeg begyndte ved begyndelsen – ved stamtavlen i Mattæus-evangeliet, og det virkede helt meningsløst. Så jeg kylede simpelthen bogen gennem værelset. Det kunne jeg ikke bruge til noget, fortæller hun.

Karin voksede op i et godt hjem i Tune ved Roskilde. Karin blev døbt og konfirmeret, og kunne godt lide at komme i kirken til konfirmationsforberedelse. Men ellers overrendte familien ikke ligefrem kirken. Karins far var embedsmand i et ministerium og hendes mor var korrespondent, så det var et meget bogligt hjem, og Karin skulle selvfølgelig studere og have en god uddannelse.
Hun kom på universitetet i Odense og studerede til cand. negot. (en handels-uddannelse med sprog, økonomi og kulturforståelse).
Men efter at have læst i to år havde Karin fået nok af altid at ”skulle” og ”burde”.
– Jeg var rastløs. Jeg følte altid, at jeg burde skrive til mine forældre, burde læse noget mere, burde være sammen med andre…
Så jeg afbrød studierne for at komme over min krise og tog på Testrup Højskole ved Århus.
– Hvordan var det?
– Det var godt. Vi havde om teater, filosofi og musik. Men festerne gik over gevind. Der blev drukket sindssygt meget. Ofte var der en mørk kultagtig dødsstemning med heavy musik og folk, der var helt anderledes end om dagen. Så det var godt om dagen, men mørkt om aftenen til festerne.

– Sammen med en veninde, Tine, tog jeg bagefter ud at rejse. Alle sagde, vi skulle tage til Israel, fordi det var dér, man kunne opleve mest. Det havde ikke noget med kristendom at gøre.
Vi tog så til Egypten og derfra videre til Israel, fordi min venindes far kendte en egypter, som havde en restaurant i Danmark. Vi kom så til Cairo kl. 23 om aftenen og blev modtaget af to egyptiske mænd. Vi blev kørt ud til et landsted udenfor byen, og det var også godt nok – indtil den ene mand spurgte mig, om vi ikke skulle være kærester.
Jeg prøvede på en pæn måde at sige nej, men han blev meget sur. Da han skulle køre os ind til pyramiderne, kørte han meget hasarderet og med hornet i bund i modsatte kørebane – mod trafikken. Han gjorde det for at skræmme os og hævne sig. Men jeg mærkede midt i det en stor fred, for jeg havde på en måde sagt farvel til livet allerede da vi rejste hjemmefra.
Da vi lettede med flyet slap jeg ligesom mit liv. Mærkeligt nok lovede jeg mig selv, at den der kunne sige mig, at jeg levede mit liv forkert, hans navn ville jeg vide. Og hvis jeg ikke fandt ham, så ville jeg hjem og være alternativ healer.

Nu forlod vi de to mænd og tog i stedet til et ferieparadis i Sinai. Her var også unge mænd, og jeg gik på diskotek med en af dem. På vej hjem i den mørke nat sagde han, at han var glad for, at jeg ikke ville gå i seng med ham. For det var der en engelsk pige, der havde gjort, og hende havde han tævet… Det var da rart at vide, at jeg havde gjort det rigtige, men ikke særlig trygt at få det at vide midt om natten alene i Sinai…!
Jeg rystede hele den næste dag, hvor vi skyndte os videre til Jerusalem. Vi skulle bare afsted!

I Jerusalem stødte Karin og veninden ind i 26-årige Gary fra Manchester. Han røg hash og søgte i buddhisme og alt muligt andet efter en mening med livet.
– Gary havde besøg af en ven fra USA, David, som kom med det ene formål at give sin ven en bibel og tage ham med i kirke. Da David tog tilbage til USA, læste Gary derfor meget i Bibelen. For at få svar på sine mange spørgsmål, begyndte Gary at lave en liste med spørgsmål til Gud. Det utrolige var, at han så i løbet af 14 dage fik svar på en eller anden måde. Det rystede ham, og han havde brug for nogen at snakke med om ”Hvem er Gud? Hvad er Helligånden?”
Det blev så mig. Og det var vildt spændende.
Han ville gerne være kristen på en personlig måde – sådan at Gud var nærværende. Han gjorde sig virkelig umage. Besøgte klostre, tog i ortodokse kirker, talte med mennesker…
Jeg tog med ham hen til den anglikanske kirke i den gamle bydel, Christ Church, og her talte vi med gatekeeperen – Meir hed han. Han fortalte om hvordan det var at være troende.
Vi var også i en australsk karismatisk kirke, St. Pauls Fellowship, hvor der kom både jøder og arabere.

Jeg begyndte selv at længes efter det nærvær af Gud.
Så viste det sig, at der var en dame på vandrerhjemmet, som var kristen. Hun havde en reol med bibler, og der var også én på dansk.
Jeg huskede, at jeg sidste gang havde kylet den fra mig, fordi jeg ikke forstod hvad jeg skulle med den. Men nu læste jeg den, som én der virkelig har brug for at finde svar.
Det mærkelige skete, at jeg begyndte at vågne på minuttet en time før min veninde hver morgen. Så læste jeg i Bibelen. Og efter en time vågnede min veninde – hun kunne ikke forstå det, jeg oplevede. Hun kendte på en måde til kristendommen, men det med at forholde sig til den levende Gud oplevede hun for radikalt til at kunne følge med.
En dag var vi ude at købe tøj, og jeg havde ikke tålmodighed til at vente på hende, så vi aftalte at mødes senere. Jeg gik ud på gaden og besluttede spontant at følge efter en tilfældig mand og se, hvor han ledte mig hen. Jeg var virkelig søgende!
Og han ledte mig så – forunderligt nok – til Christ Church!

– Der stod gatekeeperen. Han så bare på mig og sagde ”Hej Karin”. Så begyndte jeg bare at græde. Jeg har bagefter undret mig over, hvorfor jeg græd. Men det var ligesom da jeg som barn havde slået mig, og det gjorde ikkke umiddelbart så ondt. Lige indtil jeg kom hjem og mor spurgte: Nåh, har du slået dig, lille skat? Og så begyndte jeg at mærke smerten af lettelse over at blive mødt. Sådan var det for mig at komme ”hjem” til Gud.
Gatekeeperen bad for mig, og jeg følte mig som en fortabt datter, der kom hjem. Jeg overgav mig til Gud og oplevede det, som om jeg var omgivet af Guds arme. Da vidste jeg, at det var dét, jeg havde længtes efter.
Jeg kunne ikke få nok, jeg gik i kirke 5 gange om ugen. Mine forældre kom på besøg, og mor tudede og far skældte ud, fordi de troede, jeg var kommet med i en kult. Det hjalp ikke meget, jeg fik dem med i kirke, for vi nåede først frem til sidste del, hvor folkene var ret hensvævede i lovsang.
Men vi havde en speciel oplevelse. På vej op på Oliebjerget bemærkede vi, at mors bluse nok var lidt for åben til stedet. ”Nå, pyt med det, vi beder bare Gud om en sikkerhedsnål,” sagde jeg. Det var lidt vildt, men da vi kom op til nogle store sten, lå der en skinnende sikkerhedsnål lige der på stenene.

Jeg havde aldrig mødt nogen, der var personligt kristne, så jeg vidste ikke, hvor jeg skulle vende mig hen. Men en dansk pige dernede kom i en pinsekirke, som jeg opsøgte, da jeg kom hejm. De var i mellemtiden flyttet, men jeg fandt dem da. De sang nogle af de lovsange, jeg kendte fra Israel, og det gjorde mig tryg.

Jeg tog nu hjem og havde en helt anden indstilling til mine studier. Fagene gav mening på en ny måde. Jeg var så fyldt af min nye opdagelse.
Da jeg skulle op i etik og ledelse, var emnet Kant og utilitarismen (største fælles nytte). Jeg sagde til censorerne, at jeg i stedet ville bevise, at næstekærligheden var det grundlæggende for alle disse teorier, og at uden den ville de falde til jorden.
Det var som om Gud havde givet mig en indsigt, som gav mig modet til at satse på hans visdom, selv på Universitetet, hvor man efterhånden har erklæret Gud for død. Og Guds visdom brød skalaen, så jeg bestod med et 13-tal.
Da jeg skulle op i virkelighedsforståelse, handlede det om overtro kontra videnskab. Jeg ville bevise, at det ikke var de eneste alternativer, men at der var et tredje, nemlig den kristne opfattelse.
Jeg længtes sådan efter at formidle Jesu nærvær til lærer og censor; at bringe dem ind i en ny virkelighedsforståelse, så de selv kunne erfare den indefra. Den eneste måde, jeg kunne komme i tanker om, var ved at bede for dem.
Det gik de med til, og jeg bad bl.a. for min lærer, som var gravid. Og noget må der være sket med dem, for de lod mig bestå med et 9-tal.
Bagefter kan jeg godt se, at jeg handlede meget spontant og nok ikke ville gøre det samme i dag. Alligevel tror jeg, at Gud brugte det.
Karin oplevede i den kommende tid, at Gud svarede på mange bønner. Om det så var en veninde, der var forelsket i en fyr, så bad hun for det, og kærester blev de kort efter.
Og hun beder fortsat for dem, der står med problemer. For tiden beder hun en halv time hver morgen i telefonen med en veninde fra dengang, som er sengeliggende pga. svær graviditet.
Karin ønskede mere samarbejde mellem de kristne og derfor tog hun med på en nytårslejr i KFS – det kristne studenterarbejde. Her mødte hun gruppelederen Ulrik, en teologi-studerende fra Århus, som heller ikke var vokset op i kirkelige kredse, men var kommet til tro på HF.
– Han var så god at snakke med. Og i 1999 blev vi gift. Derefter tog vi sammen til Israel et år og arbejdede som volontører. Ulrik i det internationale studenterarbejde, IFES, og jeg i Musalaha – et kristent arbejde for forsoning blandt jøder, arabere og palæstinensere, fortæller Karin.
Hun og Ulrik har nu to børn og kommer i Kolding Valgmenighed.