USAs præsidentvalg
Det amerikanske præsidentvalg er så småt i gang. Den egentlige valgdag er den 2. november.Hvem amerikanerne vælger til verdens mægtigste mand i Guds eget land er op til dem, selv om det meste af verden har en mening om de to kandidater republikaneren George W. Bush og demokraten John Kerry.
Verden er forandret, siden George W. Bush i januar 2001 blev indsat som USAs 43. præsident. Ni måneder senere vendte terrorangrebet i New York og Washington den 11. september op og ned på verdenssamfundets hverdag.
Siden da har USAs nationale sikkerhed, kampen mod den internationale terrorisme og krigene i Afghanistan og Irak været omdrejningspunktet i Bush-regeringen. Resten af verden har – på alle kontinenter – daglig fulgt terrorismens ækle ansigt på tv, mens frygten for den usynlige fjende lurer overalt, fordi den går efter civile mål.
I USA anser næsten 87 procent sig for religiøse. Religion har altid været et meget vigtigt element i politik i USA. Hvor demokraterne og republikanerne tidligere delte de religiøse stemmer imellem sig, går de fleste i dag til republikanerne.
At George W. Bush har en personlig tro på Gud og forsøger at efterleve den, fortæller også danske tv-korrespondenter.
At Bush, som en konsekvens her af, så ikke satser på at opbygge bare noget der ligner et velfærdssamfund, i stedet for at sænke specielt de riges skatter, er en gåde, som kun en amerikaner kan svare på, fordi de ganske enkelt tænker anderledes end europæere og specielt vi skandinaver, når det handler om solidaritet med de svage, uddannelse, sundhed og alt det, der skaber et velfærdssamfund.
Men George W. Bushs valgkamp mod fri abort og homoseksuelle ægteskaber er noget, mange danske kristne kan identificere sig med.
Jeg opfordrer til bøn for præsidentvalget – at amerikanerne sætter krydset ved den kandidat, som i Guds øjne tjener USA og resten af verden bedst. Mange danske kirker og kristne fællesskaber beder normalt ikke for politikere, kongehus og myndigheder. Vågn op, kom i gang og fortsæt efter valget