Det franske nej

De europæiske regerings- og statsledere hænger med næbbet, nu hvor det franske folk med et klart flertal på 55 procent forkastede deres elitære, politiske prestigeprojekt ved at stemme nej til en europæisk forfatning i søndags.Ikke mindst for præsident Jacques Chirac er det naturligvis et nederlag. Også fordi forfatningstraktaten i høj grad er et stykke politisk fransk arbejde, som den tidligere franske præsident Valéry Giscard d’Estaing stod i spidsen for som formand for det konvent, der udarbejdede traktaten.
Under udarbejdelsen af forfatningstraktaten i EU har der været store diskussioner om, hvorvidt den kristne og jødiske kulturarv skulle nævnes i den europæiske forfatning.
Den nu afdøde pave Johannes Paul kæmpede en ivrig, men forgæves kamp for at få netop franskmændene til at bøje sig og indskrive den kristne og jødiske kulturarv i vores fælles forfatning. Ganske vist gik præsident Valéry Giscard d’Estaing så langt, at han besøgte paven i Rom, men mere blev det ikke til.
Det er selvfølgelig også fordi, at den nuværende præsident, Jacques Chirac, er fortaler for Tyrkiets optagelse i EU. Og det er utopi at tænke sig, at tyrkerne skulle underskrive en europæisk forfatning, der hviler på et kristent grundlag.
Udfaldet af den hollandske afstemning vides ikke i skrivende stund. Men med det franske nej er en ting sikkert. Europas Forenede Stater ligger ikke lige om hjørnet, nu hvor dets forfatning bliver lagt i skuffen – i hvert fald et par år.
For der er ingen grund til at tro, at de europæiske ledere ikke vil forsøge sig igen, selv om folket har sagt nej.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen har truet danskerne med, at vi er nødt til helt at træde ud af EU, hvis vi stemmer nej til forfatningen til efteråret. Den trussel er dog forstummet nu efter Frankrigs nej. Men der kommer sikkert andre af den slags trusler, som ved alle andre EU-folkeafstemninger.
Men man kan sagtens samarbejde mellem landene uden at man skal opbygge et nyt „babelstårn“.