Kirker udstiller julekrybber
Katolsk juletradition på indtog i danske folkekirker
To danske folkekirker sætter i adventstiden fokus på den ældgamle katolske skik med julekrybber.I krypten under Herning Kirke har menigheden indrettet en lille stald, der naturligvis har krybben med Jesusbarnet i centrum.
Arrangementet henvender sig især til børn, der blandt andet kan få en snak med en hyrde, når de besøger krypten.
Og til de mindste er der en lille før-julegave i form af juleevangeliet som pixibog.
Det er sidste års populære tv-julekalender om Jesus og Josefine, der har givet inspiration til projektet, fortæller Mads Sørensen fra arbejdsgruppen.
I Herning åbnes udstillingen fredag den 26. november med dukketeatergruppen Svantevits opførelse af juleevangeliet.
Derefter er krypten åben hver lørdag og søndag indtil jul.
Også ved Kristkirken i Kolding forsøger man sig i år med en krybbeudstilling.
En gammel underjordisk bunker fra Anden Verdenskrig er møjsommeligt sat i stand og indrettet som stalden i Betlehem.
Private krybbe-samlere fra menigheden udstiller desuden en del af deres julekrybber i selve kirken. Her er der mulighed for at se julekrybber fra hele verden og i alle tænkelige materialer, blandt andet en krybbe lavet af slikpapir.
I Kolding åbnes udstillingen første søndag i advent, derefter er der åbent lørdage og søndage indtil jul.
– ole