Luther, kirken og troen

Udfordringen skrev den 28. oktober 2004: „Luther: Munken der reformerede kirken“.
Men dette er imidlertid ikke en entydig sandhed. På slagordsbasis kunne man lige så godt have sagt: Luther: Munken, der solgte kirken til den verdslige magt. Eller: Munken, der privatiserede troen.
Eller: Munken, der smed troen ud af det offentlige rum.
Hvad var det åndeligt væsentligste, der skete i 1500- tallet? Ja, det var jo…. Forkert. Man er straks på et forkert spor. Nej, det åndeligt væsentligste, der skete i 1500-tallet, var, at mennesket (så at sige alle mennesker) ændrede sig fra at være teocentreret til at være egocentreret. Det medførte renaissancens sejr. Renaissancen: Genfødslen efter middelalderen af den hedenske ikke kristne græsk-romerske verden fra før middelalderen. Og middelalderen var perioden, hvor troen herskede i samfundet, mens vantroen herskede i det skjulte – modsat før og efter. Renaissancen krævede troen ud af det offentlige rum. Dette krav accepterede Luther med toregimente-læren. Luther var et barn af renaissancen. Toregimente-læren skaber en tro, der kun er partiel, delvis. Den skaber en tro, der ikke har noget at sige angående det offentlige rum, angående store dele af virkeligheden. Den overlader det offentlige rum til kræfter uden for troen. Luther camouflerede naturligvis dette med en masse udenomssnak. Toregimente-læren solgte kirken til den verdslige myndighed. Toregimente-læren er falsk. Der findes ikke to regimenter. Der findes kun virkelighedens ene regimente. Enten har man indflydelse på dette eller ej. Luther fjernede det åndeliges indflydelse på virkeligheden. Toregimente-læren er ateismens centrum, eller sagt på en anden måde: ateismens vugge (forkortet af red.).

Niels Erik Søndergård
Rasmus Rasks Alle 95
5250 Odense SV