Nordens største frikirke er i støbeskeen
To frikirker med tilsammen 7150 medlemmer er i gang med at danne Nordens største, protestantiske frikirke
SVERIGE: Karisma Center Stockholm og pinsekirken Filadelfia i Stockholm er på vej mod en fusion.
Karisma Center har været på randen af en konkurs og kæmper med et underskud i omegnen af 10 millioner kroner. Det betyder, at kirken har opsagt et lejemål, som kostede fire millioner kroner om året. I stedet rykker Karisma Center sine gudstjenester og sin bibelskole ind i Filadelfias lokaler på Rörstrandsgatan. I Filadelfia-kirken, som har 6350 medlemmer, er der 2300 siddepladser Karisma Center har 800 medlemmer.
Karisma Center holdt sin første gudstjeneste i Filadelfia i søndags, og i mandags dukkede der så 140 bibelskoleelever op på Rörstrandsgatan for at modtage undervisning på Karisma Centers bibelskole.
På sigt skal det nuværende lån af lokaler munde ud i en egentlig sammenlægning af de to kirker.
– Vi har sagt, at vi ikke er interesserede i at få en lejer ind eller at få en menighed i menigheden, siger Sten-Gunnar Hedin, ledende præst i Filadelfiakirken.
– Udefra set kan det virke, som om det netop er det, der er ved at ske, men vi tager bevidste skridt hen imod at blive ét, erklærer han.
Hedin er overbevist om, at de to kirker vil have meget at give til hinanden:
– Sammen bliver vi bedre rustede til vores opgave med at fortælle om troen på Jesus til Stockholm.
Den ledende præst i Karisma Center, Thomas Ardenfors, og Sten-Gunnar Hedin mødtes allerede inden Karisma Centers økonomiske problemer blev almindeligt kendte, hvor de samtalte om og bad over, hvordan den aktuelle krise kunne løses. Og de kom meget hurtigt frem til, at begge kirker takket være sine forskellige profiler ville komplementere hinanden særdeles godt. Og så var tanken om en fusion født.
– Vi har afsat tid til bøn og samtale i løbet af november, hvor præsterne fra begge kirker skal samles for at lære hinanden bedre at kende og for at løse de spørgsmål, som bliver aktuelle, oplyser Hedin til Dagen.
Det bliver dog ikke så ligetil at få yderligere aktiviteter presset ind i Filadelfiakirken. For eksempel er kirkesalen ikke ledig ret mange timer om eftermiddagen, hvor Karisma Center til at begynde med vil holde sine gudstjenester. En større udfordring end den rent logistiske bliver dog at få integreret de to kirkers forskellige udtryksform:
– Vi vil arbejde på at blive så trygge ved hinanden, at det kun bliver det rent ydre, som skiller os, og ikke de grundlæggende værdier, siger Hedin.
Når det gælder Karisma Centers økonomi, begynder tingene allerede at se lysere ud. Med de besparelser, som allerede er indført ved at droppe det dyre lejemål, er de månedlige udgifter reduceret med 450.000 kroner, hvilket hurtigt vil rette likviditeten op, så der kan komme et overskud. Til lejligheden har de to kirker sammensat en økonomigruppe, som skal få styr på de løbske finanser.
– Vi arbejder med at lave en betalingsplan, hvor målet er, at alle gældsposter med kort frist skal være afviklet inden 2005. Resten skal være betalt ved årsskiftet 2007, oplyser Jan Liljero fra den økonomiske styregruppe.
Han pointerer, at betalingsplanen ikke beror på en overoptimistisk forventning om store indtægter, men er baseret på et skrapt spareprogram.
– Når udgifterne er under fuldstændig kontrol, vil vi givetvis fokusere på at øge indtægterne yderligere for om muligt at fremskynde tilbagebetalingen endnu mere, siger han.
– jeli