Begejstret og forvirret

Rostbølls nye bog lader ikke én uberørt – men hvor vil han hen med den?Når tiden er inde er titlen på en ny bog af præsten og forfatteren Erik Rostbøll, der debuterede i 1953 med – og hanen galede anden gang, som vakte en del opsigt. Det er blevet til flere romaner om etiske spørgsmål.
Efter få sider troede jeg, at Når tiden er inde er en roman om døden, men nej, og efter endt læsning har jeg svært ved at sige, hvad bogen er. Det er ikke nogen egentlig roman. Det er heller ikke en biografi. Et stort essay på 279 sider, måske? Selv om et essay er at betegne som en ”kort, subjektivt præget afhandling, der i fri kunstnerisk form og uden forsøg på fuldstændighed belyser et emne”. Bortset fra det korte er det en meget god karakteristik af bogen, som det kan være lidt svært at få has på.

Hvad er den? Hvad vil den?

Der er ikke nogen egentlig handling og alligevel er der et vist handlingsforløb med store spring. Den er fyldt med tanker. Midt i et forløb går forfatterens tanker på langfart. Et ord eller en sætning bliver springbrættet til en længere tankerække, ofte af filosofisk tilsnit og der kan gå flere sider, inden forfatteren når tilbage til det, han var i gang med.
Egentlig handler bogen vel om kærligheden mellem to mennesker og om lys og mørke, men den handler også om øjenproblemer, adskillige besøg hos øjenlægen med efterfølgende øjenoperationer, om at bevare synet, men måske også mere overordnet om at blive seende, seende i forhold til livet og til Gud. Bogen bevæger sig i tid og sted. Vi er i tiden længe før besættelsen, i besættelsestiden, i nutiden og måske i fremtiden. Vi er i Danmark, Norge og England, og forfatteren springer lystigt mellem disse verdener.
Undervejs blev jeg meget begejstret over nogle af de tanker, som forfatteren strør omkring sig, rigtige guldkorn, også i digterisk ophøjethed. Et par eksempler: ”Ikke alle er døde, som i graven er lagt” og ”Kan ikke blive siddende her i en evighed og vente på evigheden”. Bogen er også fyldt med en række flotte sprogbilleder, og det er jo sproget, der skaber litteratur. Men begejstringen blev flere gange afløst af forvirring. Hvor vil han hen? Hvad vil han? Det er bestemt ikke nogen let bog og måske netop sådan én, som en anmelder nødig vil skrive om.
Det er en bog, som jeg aldrig ville have fået læst, hvis jeg ikke skulle anmelde den, og flere gange havde jeg mest lyst til at smide den fra mig. Men det er samtidig en bog, som jeg er glad for, at jeg fik læst. Den lader ikke én uberørt.

Erik Rostbøll:
Når tiden er inde
– et indblik
284 sider • 258 kr.
Poul Kristensen