Fin statistik på god middag

17 procent af deltagerne i Danmark til Middag har meldt sig til Alpha-kursus
Tilbagemeldinger fra både arrangører og gæster har overvejende været positive efter et af årets helt store kirkelige satsninger, Danmark til Middag, den 8. september.

Alpha Danmarks daglige leder, Bess Serner-Pedersen, gør status på årets største middagsselskab


165 folke- og frikirker deltog i arrangementet, og cirka 7000 dukkede op til middagen. Alpha Danmark, der har koordineret det store arrangement, har regnet procenter og tegnet grafer på baggrund af tilbagemeldingerne til den helt store guldmedalje. Og resultatet er opløftende, konstaterer Alpha Danmarks daglige leder Bess Serner-Pedersen i det nyeste nummer af Alpha Nyt.
Blandt andet hæfter hun sig ved den meget omfattende og positive mediedækning arrangementet fik i stort set alle lokale og landsdækkende aviser og tv-stationer.
– Pressedækning er ikke et succeskriterum i sig selv, men jeg er blevet bekendt med at to personer efter TV-avisen den 8. september meldte sig – ikke til middagen, men på et Alphakursus – og det er et succeskriterium! siger hun.

1200 tilmeldt kursus

I alt har 17 procent af Danmark til Middag-gæsterne efterfølgende meldt sig til at deltage i et Alpha-kursus. Det svarer til små 1200 personer.
Umiddelbart lyder det som et pænt resultat, men ikke i forhold til lande som Norge og New Zealand, hvor 75 procent af gæsterne efterfølgende har meldt sig til et kursus. Den sammenligning har naturligvis tvunget Bess Serner-Pedersen til sund selvransagelse.
– Nogle kirker har udtalt: „Vores menigheder er ikke gode nok til at opbygge varige relationer udenfor kirkemiljøet“, og det kunne jo tænkes at være en del af årsagen, mener hun.
Alt tyder på, at de kirker, hvor hele menigheden har været i sving for at invitere venner, naboer og kolleger med, også har haft størst fremmøde til middagen. Blandt andet i Københavns Kristne Kultur-Center, som er en del af Pinsekirken. Her mødte 500 gæster op til middagen, og cirka 60 meldte sig efterfølgende til kursus.

Alpha i 234 kirker

Statistikken afslører, at fremmødet har været størst i Midtjylland og København, mens Fyn, Lolland-Falster og Sønderjylland både har haft færre gæster og færre kirker, der deltog i Danmark til Middag.
Hele ti forskellige kirkesamfund deltog foruden en række uafhænige kirker, som ikke er tilknyttet nogen bestemt retning.
Folkekirken tegner sig for 27 procent af de deltagende kirker. Derefter følger de store frikirkesamfund Apostolsk Kirke, Pinsekirken og Baptistkirken, hver med 10-15 procent af de deltagende kirker.
I forhold til kirkens størrelse har Det Danske Missionsforbund dog været mest aktive. Her deltog 15 ud af 21 kirker over hele landet.
Ifølge Alpha Danmarks seneste opgørelse er der 234 kirker i Danmark, der tilbyder Alpha-kurser. Flest i Nord- og Midtjylland samt i Københavnsområdet.
Og flere kirker og missionshuse følger måske snart trop. I efteråret udarbejdede en lille arbejdsgruppe en særlig luthersk vejledning til Alpha-materialet, som forhåbentlig vil få endnu flere folkekirker og missionsforeninger med på Alpha-kortet.
– ole