’Hus Forbi’

For et par måneder siden blev jeg udfordret af en fra ’Robinson-klubben’ til at købe bladet ’Hus Forbi’, som sælges af hjemløse i de større byer. Det koster 20 kr., hvoraf otte kroner går direkte til sælgeren. Jeg har tit set dem stå og gå der og sælge deres blade, og jeg har skyndt mig at fremkalde et gyldig argument, så jeg kunne fortsætte min færd på den syndfrie og smalle vej. „De køber bare stoffer eller drikker dem op. De kan da bare få sig et job“. Ja, sådan kan vi retfærdiggøre så meget, og med vi mener jeg os, der er født med en guldske så langt begravet oppe i bagenden, at vi ikke kan lade være med at have ondt af os selv. Jeg mener os, der tænker det værste om folk, der kan finde på at bruge 4,25 eksl. gebyr på en Harboe Guld pilsner, men intet problem har med at bruge 150.000 på en dobbeltsidet carport eller to store mac-menuer på den samme dag.
Jeg ønsker ikke at give dig dårlig samvittighed, men hvor ved du fra, hvem han er, og hvad han bruger sine penge til. Hvorfor lade din uvidenhed dømme andre?
Måske tænker du, at de ikke ved noget, som du ikke ved, men det er forkert! Det følgende er uddrag fra et nummer af ’Hus Forbi’, og her står der noget udfordrende til os med guldskeerne. Listen and learn!

Nyt år – ny tid

Med fare for at blive skuffede tillader vi os at ønske os noget i det nye år. Noget, som man ikke kan købe for penge, men som til gengæld hurtigt bliver en mangelvare, hvis man har for travlt med at tjene og bruge penge. Det handler om tid. Tid til at vise hinanden, at vi er til rådighed. Tid til at blive forstyrret og gjort opmærksom på, at vi ikke betyder noget uden hinanden. Tid til at tale med vores børn og tid til at forstå, at de måske har brug for andet end nye mobiltelefoner og computerspil. Tid til at finde en kæreste, altså en virkelig én ude i virkeligheden. Og ikke bare en på nettet, hvor man er nødt til at lyve for at tiltrække sig opmærksomhed. Måske kunne der også blive tid til den kæreste, vi allerede har.
Nu vil den travle læser nok mene, at der er noget, der hedder, „hver ting til sin tid“, „effektiv tid“, „overtid“, „spildtid“ og „det har jeg ikke tid til-tid“. Og til dette er der kun at sige, at det så må være på tide at sætte tiden lidt i stå. Måske kan du overveje at spørge nogen, der kender noget til tidsånden, som den opleves på gaden, hvor folk enten er på vej til eller fra arbejde, indkøb, fest eller ferie. Folk, der ikke er på vej til noget, men i virkeligheden bare er til rådighed, fordi der enten ikke er noget, der hedder hjem – eller ikke er et hjem, der er til at holde ud at tilbringe tiden i. Nogle af dem sælger Hus Forbi, og det vil de også gøre i det nye år. Vi håber, du vil bruge lidt af din tid i det nye år på at stoppe op – og give dig tid.