Den sanselige kirke
Læserbrev iflg. Udfordringen 20/1 Præsten og kogejomfruen.
Præsten hr. Stender slår til lyd for et sanseligt kirkeliv.
Ja, hvorfor ikke få lidt mere action? Lad os få en god rødvin til nadveren gerne lidt større glas, og lad endelig børnene smage, de er jo alligevel vant til sprut i sodavand.
Så kan vi jo lidt før få dem uddannet til rene alkoholikere. Så bliver der også arbejde til flere arbejdere til både at fremstille sprut og senere få dem afgiftet igen. Præsten vil foran alteret bede om bedre sex for menigheden, for dem, som er særligt underernærede i den retning! Og hvorfor så snerpet? Lad os dog få lidt gang i underholdningen! Hvad med lidt porno og striptease ind imellem salmerne, det kunne måske få hormonerne til at stige! Mange præster og biskopper vil jo gerne have indført vielse af homoseksuelle og lesbiske; man kunne så i stedet for ordene: til døden jer skiller sige: indtil sexlivet jer skiller! Mange heteroseksuelle tager det jo heller ikke så tungt med ritualerne, viser et stigende antal papfædre og papmødre.
Præster og biskopper har jo for længst kasseret Bibelen som grundlag for kirke og evangeliet. Lad os nu få gang i alle de sanselige tangenter, verden går jo alligevel under engang, så hvorfor ikke lade den gå under til hele repertoiret af porno, sex, rock, sprut og narko! Sikke et afdansningsbal.
Gud bevare Danmark.
Helge Hansen
Guldagervej 153
4640 Fakse