Folkekirkemodel skal for retten

Til november kommer en sag om folkekirkens særstilling for Vestre Landsret.Sagen er anlagt af foreningen „Katolikker for lighed blandt trossamfund i Danmark.“ Den finder det krænkende og i strid med grundloven, at skatteydere, som ikke er medlemmer af folkekirken, alligevel er med til at betale løn til folkekirkens præster og biskopper. Desuden ønsker de civilregistreringen flyttet væk fra kirkekontorerne og hen til kommunerne, som det allerede er tilfældet i Sønderjylland.
I næste uge danner en gruppe ateister „Netværket for adskillelse af stat og religion“, som ifølge Kristeligt Dagblad på forhånd har opbakning fra størstedelen af de politiske ungdomsorganisationer.
Netværket skal være både tværpolitisk og tværreligiøst og vil arbejde for at få grundloven ændret og dermed folkekirkens særstatus fjernet. For at lægge et politisk pres på beslutningstagerne har gruppen sat sig for at indsamle mindst 100.000 underskrifter til sagen.
-ole