Rejseleder på troens vej
Gad Vide er en letlæst håndbog, skrevet til nye kristne, men også erfarne kristne kan have gavn af at læse denSom titlen på denne bog stærkt antyder, er Gad Vide en håndbog for nye i troen. Men så snæver er dens målgruppe dog ikke helt, da også erfarne kristne kan drage nytte af at læse den.
Men den primære målsætning for bogen er at indføre nye i troen og i det, der følger i dens kølvand. Dette både i teori og i praksis. En stor mundfuld og resultatet kunne hurtigt været blevet en bog fyldt med klicheer og intetsigende gentagelser fra tidligere udgivelser og undervisning.
Men sådan er det ikke. Bogen er hudløst ærlig og inddrager mange aspekter af kristendommen. Bogen behandler ligeledes emner, som kristne så gerne lader ligge: Gad vide, hvorfor alle kristne fællesskaber ikke er lige gode?
Den opnår at være en god rejseleder for nye i troen, for den forklarer mange af de ting, som erfarne kristne tager som en selvfølgelighed, f.eks. hvordan man holder et bedemøde.
Derfor er bogen nok en af de bedste gaver, man kan give en ny i troen.
Forfatterne Hanne og Jakob Terp Legarth er selv vokset op som kristne, men det gør ikke bogen mindre aktuel, da de inddrager venner og bekendte, som først inden for de sidste par år er blevet kristne.
Som jeg begyndte anmeldelsen med, så skader det bestemt heller ikke erfarne kristne at læse den. Modsat mange andre udgivelser, er Gad Vide skrevet i et dejligt, let sprog, så man hurtigt kan fordøje det, man læser. Den kristne dogmatik bliver gjort forståelig. Imponerende og dejligt befriende at læse.
Du kan med sindsro give denne bog til en ven, og du kan med endnu større sindsro selv læse den først. Den er tiden værd.
Boganmeldelse af Filip Wallberg
Hanne og Jakob
Terp Legarth:
Gad vide… Håndbog
for nye i troen
126 sider 150 kr
Credo