Feltpræsten hørte dødens kolde hvisken

To dødsfald i en uge og en uhyggelig stemme var ved at slå feltpræst Hans J. Rohwer ud, men så hørte han en varm stemme…
Udfordringens artikler om mennesker, der har set eller oplevet engle, har fået mange til at fortælle, hvad de selv har oplevet. En af disse er feltpræst Hans J. Rohwer, som blev mindet om en oplevelse i Kroatien, hvor han frygtede, at han skulle dø.
 
– Midt i august 1994 blev jeg udsendt som feltpræst til ved danske bataljon hold 6 i Kraina i Kroatien, fortæller han.
– Vi ankom til Kostanica, hvor staben var placeret, d. 15. august. De første dage var vi sammen med hold fem, som vi skulle afløse. Fredag aften havde vi en afskedsmiddag i messen for hold fem.

– Ved ca. 23-tiden gik jeg i seng. Men allerede kl. 01.30 blev jeg vækket ved, at stabschefen bankede på min dør:
„Feltpræst, du skal op. Der er sket noget slemt i Dvor. Der er en vogn klar om et kvarter“.
Jeg sprang ud af sengen, gjorde mig klar iført skudsikker vest og med pistol. Da jeg kom ud, fik jeg at vide, at en ung kaptajn pludselig var død. Jeg sprang op i GD-en (en 4 hjuls trukket vogn, der er særdeles terrængående).
Der er cirka 25 km. til Dvor, hvor stabskompagniet holdt til.
Man er ikke ret meget værd i en sådan situation, så da er det godt at kunne folde sine hænder og bede Gud om hjælp til at takle situationen rigtigt.
Efter ca. 1/2 times kørsel nåede vi frem. Jeg gik ind i officersmessen, hvor alle officererne sad og ventede på mig. Efter at have hilst på dem alle blev jeg anvist et sæde ved siden af kompagnichefen. Med en håndbevægelse pegede han på et brev, som jeg læste. Det var en afskedshilsen fra den pågældende kaptajn.
Vi fik drøftet, hvad der skulle gøres næste dag, og jeg foreslog, at der ved morgenparaden skulle meddeles alle, hvad der var sket i løbet af natten. Desuden blev vi enige om, at jeg sammen med vores kvindelige læge skulle have et møde med soldaterne, der var knyttet til den afdøde kaptajn, og at der endelig skulle holdes en mindegudstjeneste næste dag (søndag).

– Jeg fik tilbudt overnatning, men kunne ikke sove, dels på grund af situationen, dels på grund af en generator, der larmede lige uden for teltet, og dels på grund af varmen, fortæller Hans Rohwer.
– Efter morgenmaden kørte vi tilbage til Kostanica, hvor jeg fik cirka to timers søvn, før jeg igen sammen med lægen måtte tilbage til Dvor.
Igen blev der sendt en bøn opad. På et tidspunkt sagde lægen til mig: „Du skal ikke være nervøs. Fra det civile liv er jeg vant til at tale med de pårørende i lignende situationer. Jeg skal nok lægge for.“
Og det blev et meget fint møde med disse soldater. Vi supplerede hinanden utroligt fint.
Næste dags eftermiddag holdt jeg så en minde-gudstjenste, hvor alle var til stede på nær de, der havde vagt. Også en fin oplevelse.
Onsdagen efter blev der afholdt en afskedsparade i Zagreb, hvor også feltpræsten deltog. En speciel, men også en meget fin måde at tage afsked med en soldaterkammerat på.

– Mandag morgen ugen efter vågnede jeg ved, at der var nogen uro udenfor. Jeg gik ud og så, at en af vore kaptajner fra staben lå og fik kunstigt åndedræt. 
Kl. ca. 6.45 havde vækkeuret ringet, og den ene sagde til den anden: „Så, nu skal vi op!“ men kaptajnen ville lige ligge 5 min. mere.
Da den anden kaptajn kom tilbage fra sit morgentoilette, lå den første kaptajn stadig i sengen, men livløs. Lægen blev tilkaldt, men 7.50 blev han erklæret for død.
Samme aften holdt jeg så igen mindegudstjeneste i stabens officersmesse.
Et par dage senere gik turen så igen til Zagreb for at holde afskedsparade, og igen en fin oplevelse.
Jeg kørte sammen med en major og vores oberst.

– Da vi kørte hjem, lød der pludselig en stemme bag mig. En kold stemme, som sagde: „Hans, du er den næste!“ Og det blev ved hele vejen hjem.
Det slog mig helt ud, og jeg begyndte at græde, men prøvede at skjule det for de to officerer på bagsædet. Det lykkedes ikke, og på et tidspunkt lænede majoren sig frem, klappede mig på skulderen og sagde: „Det gør ikke noget“!
Denne grimme stemme lød bag mig de næste par dage, og jeg var helt slået ud – kunne ikke arbejde. På et tidspunkt sagde obersten til mig, om jeg ikke snart skulle i gang igen – men jeg kunne ikke.
Da jeg en aften skulle i seng, og hvor den grimme stemme stadig lød i mine øren, skete der noget.
Pludselig forsvandt den, og en anden, men varm og kærlig stemme, sagde: „Hans, der sker dig ikke noget! Din kone beder for dig, din familie beder for dig. Mange i Vildbjerg og i Hurup beder for dig, og venner indenfor KFUMs Soldatermission beder for dig. Der sker dig ikke noget.“
Og derpå faldt jeg til ro, kunne sove, og næste dag kunne jeg begynde at planlægge mine gudstjenester i kompagnierne samt planlægge mine besøg ude på observationsposterne m.m.
– Ikke på noget tidspunkt siden har jeg været i tvivl om, hvis stemme det var. Det var Guds indgriben.

I maj måned 2003 blev jeg indlagt på Herning Sygehus. Lægerne kunne ikke finde ud af, hvad jeg fejlede, hvorfor jeg blev overført til Holstebro Sygehus, hvor de fandt ud af, at jeg have fået en grim bindevævssygdom (Wegeners Granolumatose).
Mens jeg lå på Herning Sygehus og fik diverse medicin, hørte jeg pludselig en dejlig musik. Ingen radio eller TV var tændt. Jeg var en tur i dagligstuen – musikken var der stadig. Jeg var en tur inde på toilettet – stadig hørte jeg den dejlige musik og et fantastisk kor. Så vidt jeg husker, kunne jeg høre dette i cirka to døgn. Kunne ind imellem høre et smukt dansk kor.
En sådan oplevelse kan ikke forklares, men også jeg kalder det for englemusik (jvf. artiklen i Udfordringen med sognepræst Rolf Slot Henriksen uge 3/2005). 
Senere på året måtte jeg igen på sygehuset i Holstebro p.g.a. en C.M.V.-virus. Alle troede, jeg skulle dø, men jeg var ikke bange, fordi jeg kunne lægge alt i Guds stærke hænder. 
I januar 2004 blev jeg indlagt på Århus Kommunehospital, hvor jeg blev opereret i ryggen p.g.a. skimmelsvamp. Flere operationer har jeg gennemgået siden, men hele tiden har jeg været båret af forbøn af familie, venner og sognebørn, slutter Hans Rohwer, som sender den største tak til Gud.