30.000 til kirkemøde

NIGERIA: Den 23. – 27. februar var op til 30.000 medlemmer af Kristi Lutherske Kirke i Nigeria samlet til deres årlige kirkemøde. Det skriver Sudanmissionen i deres nyhedsbrev.
Mødet fandt sted i byen Demsa, og temaet for mødet var hentet fra Zakarias’ Bog i Det Gamle Testamente: „Tal sandhed med hinanden. Fæld redelige domme i porten, domme der skaber tryghed“.
Temaet blev behandlet af flere foredragsholdere – blandt andre af Amos Tenterbiu, der underviser på kirkens præsteskole i Mbamba.
Et stort indtryk gjorde en gruppe på seks kvinder fra organisationen „Women of Hope“, der alle har mistet deres ægtefæller som følge af aids. Alle seks kvinder er hiv-positive og arbejder nu for at hjælpe dem, som lever med sygdommen helt tæt på.
– Når 25-30.000 mennesker er villige til at sidde på jorden under åben sol med 40 graders varme i skyggen, så vidner det om en levende kirke, hvor kirkens medlemmer trods vanskeligheder ønsker at vise, at de er aktivt med, siger Elisabeth Holtegaard, som deltog i årets kirkemøde.
– jeli