Nydanske kristne kalder til bøn
KØBENHAVN – De 30 internationale kirker i København opfordrer både nydanskere og almindelige danskere til at komme til fælles St. Bededag.
Arrangørerne håber, der i år kommer mindst 1.000.
Allerede sidste år, hvor man første gang arrangerede en dag i bøn, kom der 500.
– Men det foregik i Trinitatis Kirke, og vi ønsker fremover at holde denne bededag i det offentlige rum, så det ikke bare bliver en intern kirkelig begivenhed, siger Hans Henrik Lund fra Kirkernes Integrations Tjeneste.
Arrangementet er derfor lagt i DRs koncertsal.
For at gøre det bredere end KIT, er det Evangelisk Alliance, der står bag arrangementet, det vil sige, at flere folkekirkelige bevægelser også er med.
Men hvis man tror, at bøn har noget med begravelsesstemning at gøre, så vil man opdage noget andet, hvis man kommer til bededag i DRs koncertsal Store Bededag.
Det bliver en kreativ bønsdag med lovsang, fest og farver, interviews med forskellige, besøg af kendte folk og politikere, blandet med bøn.
I andre lande er det meget almindeligt, at politikere og præsidenter møder op, når kirkerne indkalder til bøn for nationen – og sådan skal det også blive i Danmark, mener Lund.
Foreløbig har kirkeminister Bertel Haarder lovet at komme med et indlæg.
– De nydanske kristne vil genoplive vores gamle danske tradition med at bruge Store Bededag til bøn for nationen.
Jeg vil opfordre danskerne til at bakke op, siger Lund.
Formanden for Bøn for nationen er Jonas Koussi-Zessiah, den tidligere ambassadesekretær for Elfenbenskystens ambassade i København. Han begyndte at samle fransksprogede kristne i sit hjem, og det blev til en kirke på 120 medlemmer. Da hans periode udløb på ambassaden, besluttede han at blive i Danmark som præst for de 14 forskellige nationer, der kommer i menigheden.
Henri.