Ny formand i Folkekirkens Nødhjælp

Folkekirkens Nødhjælp har udnævnt den 51-årige journalist, Kirsten Lund Larsen, som ny formand for organisationen.

Kirsten Lund Larsen er ny formand i Folkekirkens Nødhjælp

Kirsten Lund Larsen har tidligere arbejdet som journalist og redaktør for Nødhjælpen og var fra 1997-2000 vicegeneralsekretær for organisationen, inden hun besluttede sig for at starte sit eget konsulentfirma med speciale i ledelses- og kommunikationsopgaver.
I dag er hun dog generalsekretær i KFUM & KFUK, men skønner, at der også er plads til Nødhjælpen i kalenderen.
– Jeg er meget glad for posten og glæder mig til at samarbejde med styrelse og medarbejdere om at lede en organisation, der både er professionel og har et stærkt bagland, siger hun.
Berejst formand
Og Kirsten Lund Larsen kan se frem til en stribe nye medarbejdere. Det seneste halve år har nemlig været turbulent for Folkekirkens Nødhjælp, idet både generalsekretæren og den internationale chef er skfitet ud.
Selv kender den nye formand dog en del til verden omkring sig. Flere end 56 lande har hun besøgt. Blandt andet har hun arbejdet som freelance-skribent i Kenya og boet to år i Zimbabwe som regional repræsentant for Folkekirkens Nødhjælp.
Samtidig med formandsvalget er der også valgt ny næstformand. Det blev Katrine Söderberg, der til daglig er generalsekretær for de grønne pigespejdere.