„Navnet Jesus“ kåret som århundredets salme

NORGE: „Navnet Jesus blegner aldrig“ er kåret til århundredets salme af de norske radiolyttere.

Helge Gudmundsen. Foto: Jon-annar Fordal

„Fagert er landet“ kom på andenpladsen og „Der er magt i de foldede hænder“ fik en tredjeplads i kåringen, som udsendelsen „Salmer til alle tider“ i NRK P1 har stået bag.
1355 stemmer blev afgivet i forbindelse med kåringen, som blev sat i gang i vinter af studieværten Helge Gudmundsen.
– Jeg var ikke klar over, at interessen for salmer er så stor. Det har strømmet ind både med forslag til salmer og med stemmer til afstemningen, siger han.
Mange salmer er flere hundrede år gamle, men der kommer stadig nye salmer til. Det er salmer fra de seneste hundrede år, som Gudmundsen har koncentreret sig om i sin salmekåring.
KP