Åbent brev til Thomas Teglgaard

Kære Thomas Teglgaard
Allerførst vil jeg gerne have lov til at give udtryk for min begejstring og glæde over, at en kristen læge kan udgive en roman som Uddrift. Den rykker virkelig og forekommer meget autentisk, måske også takket være de kvalificerede rådgivere, du har benyttet dig af.
Det gjorde mig dog ked af det, at du bruger dit indlæg i Udfordringen, uge 21, til at angribe mennesker, der tjener Gud på en anden måde end du og jeg, og sammenligner Christian Hedegaard (CH) med de læger, der tror blindt på Darwin og Freud. Så vidt jeg er orienteret, tror CH på Bibelen som Guds ord, og det forestiller jeg mig også, at du gør.
Jeg kom til at tænke på skriftstedet, hvor der står „på deres frugter kan I kende dem“. Ser jeg på CH’s virke, ser og hører jeg om utroligt mange fra vidt forskellige dele af samfundet, som herigennem lærer Gud at kende og bliver sat i frihed fra mange forskellige slags problemer.
Lad os anerkende og glæde os over, at vi er forskellige, og at Gud bruger os på forskellige måder. Endnu engang tak for dit mod til at udgive „Uddrift“. Må Gud velsigne dig.
(Forkortet red.)
Lis Holmsgaard
Sprogøvej 27
7680 Thyborøn