Børne-cd klar til årsmøde

VEJLE – Når tusinder af venner fra Indre Mission i weekenden tager til årsmøde i Vejle, kan de for første gang købe en spritny børne-cd.
I Udfordringen nummer 11 omtalte vi et ambitiøst projekt, hvor højskolelærer Ole Mouritsen og musikeren Joachim Hejslet Jørgensen efterlyste børn, som havde lyst til at medvirke på en ny cd. Og interessen var overvældende. 50 børn meldte sig, så initiativtagerne måtte udvælge de 12 dygtigste 11-15-årige, fortæller Ole Mouritsen.
Efter to øvedage var de klar til at gå i studiet. Det skete sidst i april. Resultatet er cd’en „Rundt om mig“, der indeholder kendte kristne børnesange og stilmæssigt spænder fra blød pop over rap til hårdere rock.
– Musikgenren svarer til den musik, børn hører i dag. Et enkelt, nutidigt sprog, som børnene kender, og som kan bane vej for budskabet ind i hjerterne, forklarer Ole Mouritsen.
Med på cd’en medvirker desuden Silje, der er kendt fra tv’s „Stjerne for en aften“.