Uønsket af mennesker – ønsket af Gud

En gribende beretning om en uønsket dreng, der fandt håb og nyt livJohn Robinson, der er evangelist og socialarbejder på gadeplan i Manchester i England, fortæller i denne bog sin egen historie. Fra fødslen var han uelsket, utryg og uønsket.Moderen var alkoholiker med mange børn, og faderen vandrede ind og ud af fængsler. Johns første erindringer stammer fra 4-5 års alderen fra livet på et børnehjem. Fra børnehjemmet kom han fra familiepleje til familiepleje, og man må undres over, at familierne var blevet godkendt som plejefamilier. Gennem hele opvæksten oplevede John sig uønsket, og det er ikke svært at forestille sig, hvad det har betydet for selvtilliden.
De bedste børne- og ungdomsår havde John på Barnardos Børnehjem i Tadcaster, hvor han blev taget alvorligt. Men på trods af det var han et ulykkeligt og usikkert barn, der tidligt kom ud i kriminalitet, kom i ungdomsfængsel og senere igen i fængsel.
Han blev en usikker, hårdkogt fyr, der hadede livet, og det er barsk læsning at følge ham i hans barndoms- og ungdomstid. Man lider med ham undervejs.

Begynder et helt nyt liv
På forskellige måder oplever han Gud og kristentroen, og flere kristne får indflydelse på hans omvendelse og begyndelse på et helt nyt liv.
Det var mennesker, der engagerede sig i personen John, sådan som han var, viste ham omsorg og praktisk kærlighed, og gradvist forvandledes John. Det var en langvarig proces, som vel ikke er helt slut endnu.
Han er stadig undervejs, men undervejs begyndte Gud at bruge John, først som medarbejder i to år på Lee Abbey, et kristent familie- og konferencecenter, senere i flere forskellige opgaver som gadeevangelist og i dag som leder af Eden-busprojektet, der har flere dobbeltdækkere, der er indrettet med møderum, computerrum, storskærm m.m., og en række frivillige medarbejdere, der bevæger sig i nogle af de hårdest belastede miljøer i Manchester, hvor hans kone er præst.
John har gennem dette arbejde set og mødt mange hårdkogte, ødelagte, omsorgssvigtede unge, og hans hjerte brænder og bløder for dem. Han er i stand til at møde dem lige nøjagtigt der, hvor de er, og sammen med ham møder Gud dem.
Resultaterne er mange. Børn og unge, der kommer ud af kriminalitet. Børn og unge, der modtager Jesus som deres frelser og begynder et helt nyt liv.

Stærke vidnesbyrd
Bogen er spændende og fanger læseren fra først til sidst. Gang på gang kommer man til at tænke på Nicky Cruz og David Wilkinsons bog om ham, Korset og springkniven, fordi begge bøger er stærke vidnesbyrd om Guds forvandlende kraft i menneskers liv.
Jeg kan varmt anbefale denne bog til unge, men også til præster, kirkelige ungdomsarbejdere og til medarbejdere ved politiet og i det sociale system.

John Robinson: Uønsket
135 sider
129,95 kr.
Nyt Liv