Dansk par til Papua Ny Guinea
Der er ingen butikker, kloakering, rindende vand eller el. Infrastrukturen er et stisystem, som kun kan forceres til fods, og alt bliver båret i net på menneskeryg.
Har man brug for lægehjælp, må man først sejle halvanden time langs kysten til den nærmeste storby, eller passere tre floder med krokodiller til fods. Det bliver vilkårene for det danske missionærpar Lone og Winterfod Barua, der netop har forladt civilisationen i Danmark for at slå sig ned i et område af Papua Ny Guinea, hvor man for få generationer siden levede som kanibaler.
Winterford Barua stammer selv fra Papua Ny Guinea og taler derfor sproget, mens Lone og datteren Marietta først må lære det.
I første omgang skal familien bo i en lille hytte i Kainde-landsbyen cirka 40 meter fra sandstranden. Her kommer de til at bo tæt på Winterfords familie – og tæt på landsbyens nyeste toiletter i skoven.
Med tiden skal familien dog flytte til et fjernere liggende område to timers gang fra kysten. Området kan kun nåes til fods og tæller 16 landsbyer.
– Vi vil gerne på længere sigt være med til at se dette område mere udviklet på forskellig vis. Ikke mindst se en levende aktiv menighed i hver landsby. Vi har oplevet, at en lille kristen menighed er vokset frem i området siden 1998. Den ønsker vi at være med til at støtte og undervise, forklarer Lone.
For fem år siden var parret i New Zealand for at udarbejde et stort landsbyprojekt. Og siden har Winterford hvert år været tilbage i Papua Ny Guinea for at sætte nye tiltag i gang. Nu er projektet dog kommet så langt, at der er behov for, at den danske familie slår sig ned i området.
Lokalbefolkningen er ikke ubekendte med kristendommen. De første kolonister bragte kristendommen med sig, men hovedparten af befolkningen er animister og tilbeder forfædrenes ånder. Den religiøse praksis ledes af medicinmænd, der bringer mere død og forbandelse med sig end liv og glæde, forklarer Lone.
Da Winterford for nylig besøgte området, blev han påskedag indbudt til at prædike i den lokale anglikanske kirke, og han oplevede, at en stor gruppe kom frem til forbøn, og flere gav deres liv til Jesus. I de to måneder Winterford besøgte sit hjemland for at forberede familiens ankomst, blev 34 personer kristne, og han var selv med til at døbe flere af dem.
– Den åndelige høst er så moden i dette område, og vi har mange invitationer til at komme og prædike evangeliet og undervise, siger Lone.
Parret har planer om at afholde bibelskole, seminarer og kurser. Et vigtigt redskab i den sammenhæng er, at en ny bibeloversættelse, som det lokale stammefolk kan forstå, er lige på trapperne.
Forkyndelsen skal dog gå hånd i hånd med udviklingsarbejde. Blandt andet skal der gøres noget for de unge, som i stor stil forlader området, og mange havner i storbyernes bandemiljøer. Den danske familie håber dog, at en ny indførelse af ni års skolegang vil give de unge bedre muligheder.
Cirka en gang om måneden vil familien tage ind til byen Popondetta, hvor de får et lille kontor. Det bliver det eneste sted, hvorfra de har mulighed for at kommunikere med omverdenen, så længe der hverken er el. eller telefonlinjer i landsbyen.
Det er baptistkirkerne i Tårs og Østervrå, der står bag udsendelsen af parret, foreløbig i fire år.
Af Ole Larsen
