Fandt Gud bag tremmer i Rusland
Igor fra Skt. Petersborg kender livet i fængslet, hvor han sad i flere omgange. Nu kommer han igen frivilligt som missionærEgentlig skulle jeg bare gøre en udenlandsk studerende en tjeneste, da han hørte, at vi skulle på ferie herovre: At overbringe en russisk ven nogle penge.
Rejsebrev fra Rusland
Derfor sad jeg så her i lobbyen på det megastore Hotel Moskva ved Nevafloden overfor Alexander Nevskij klosteret over for Igor med et umuligt efternavn og hans ven Mikhail, der skulle tolke.
– Pengene er en gave til hans fængselsmission, havde Maksim sagt, og så fik jeg godt to tusinde kroner. Det imponerede mig noget, for han læser jo her i Danmark og har sikkert ikke noget særligt at slå til søren med. På den anden side er han en god kristen, så fyrer han den af, er det nok mest i kirken. Men alligevel
noget over et par tusser.
– Hvad er så vigtigt ved det fængselsarbejde, spurgte jeg Maks.
– Jamen, det kan du jo selv få et indtryk af, svarede han.
Og det fik jeg så. Efter at have set Igor an. Og min første reaktion var, at havde jeg set ham stå og holde øje med os turister under en aftenpromenade på strøget, ville jeg nok først have sikret mig, at min tegnebog lå i en sikker lomme.
Naturligvis kan man ikke se på folk, om de er eller har været kriminelle, men man kan jo aldrig være forsigtig nok, og Igors åsyn indbyder ikke til hyggesnak.
Et par dage senere viste han mig rundt ved hovedindgangen til det fængsel, hvor han har siddet med en dom på syv år for en stribe berigelsesforbrydelser.
Ganske vist havde jeg i mellemtiden hørt historien om, hvordan han derinde havde fundet troen på Jesus, og ganske vist havde jeg også set billeder af ham med præsteflip i hans nye rolle som fængselskapellan, men jeg anede alligevel en vis stolthed i hans ansigt, da han med tegn og fagter forklarede mig, ud fra hvad jeg også vidste, at det var deroppe fra vinduet i den femte celle fra venstre i den øverste række, at han undslap.
Var jeg gået forbi herude, ville jeg ikke have opdaget de ting, han ordløst udpegede for mig og forklarede med gebærder: At deroppe i vinduet stod en fange og forsøgte at signalere noget med armene til en ven eller bror, der stille tog sig en smøg ude på gaden.
Eller at det, som de to kvinder derovre ledte efter på fortovet, var beskeder, skrevet på papirsflyvere, som fangerne sendte ud af deres cellevinduer med pusterør, lavet af aviser.
Og jeg ville heller ikke være kommet ind for at se forhallen, hvor familierne til de heldigste indsatte kan aflevere mad til dem.
Igor har beskrevet sin livshistorie på fem A4-sider, og den kredser naturligt nok om vendepunktet i det:
Da han temmelig skeptisk trods alt godt ville teste, om der var noget ved den Jesus, som en lille gruppe af fangerne mødtes for at tale om og bede til.
Skulle det passe, at Jesus kan ændre menneskers liv, kunne han jo fx tage trangen til tobak fra Igor? Det skete og med det startede forvandlingen af hans liv.
– Mange andre kriminelle har fået et nyt liv ved at komme til tro i fængslet. Og vi kender ikke én, der ikke i dag er overbevist om, at Gud måtte have os derind for at få os i tale, sagde Igor, da han tog mig med på besøg hos Fængselsmissionen, hvor lederen en tidligere medfange, som han lærte at kende i fængslet nikkede med eftertryk.
Deres fortid som kriminelle og fanger er deres styrke: Den giver dem høj troværdighed, når de nu besøger de indsatte, og den giver dem en meget klar fornemmelse af, hvad man mest brændende ønsker hjælp til, når man er indsat.
Og noget af det allerværste, der kan ske i et russisk fængsel, er at få tandpine. For nok har den russiske kriminalforsorg en post på budgettet, der hedder tandpleje, men titlen er ren pynt: Der er i virkeligheden ingen penge på kontoen.
– Fangerne kan blive så desperate over tandpine-smerter, at de forsøger at bedøve sig ved at holde ledninger med stærkstrøm hen til den dårlige tand, fortæller Igor igennem tolken
Og hans hovedrysten siger klart, at det er vanvittigt men at smerterne netop kan drive fangerne til vanvid, er i hvert fald forståeligt for os lidt ældre danskere, der ikke fik plejet tænderne grundigt som børn og derfor har prøvet at have tandpine. Og derfor var der ingen tøven, da en rig forretningsmand fik forelagt fængselsmissionærernes idé om, at en rullende tandklinik ville lindre ubærlige smerter blandt de indsatte. Manden havde antydet, at hvis kirken i fængslerne havde brug for en ekstra pose penge til arbejdet, ville han gerne høre om det.
– Jamen kan man være både rig og kristen i Rusland i dag? spørger jeg de to fængselsmissionærer med et tonefald og et ansigtsudtryk, der selv uden tolkens oversættelse kan udtrykke min skepsis. En underfundig tavshed og et tavst blik fra to par spillende øjne sender lige så tydeligt og ordløst en afgørende replik tilbage:
– Ville du først undersøge grundigt, hvor pengene kom fra, før du tog imod dem som gave, når de kunne gøre så meget godt?
Og det ligger ligesom i luften, at den slags spørgsmål har man først virkelig ret til at stille og besvare, hvis man selv har siddet derinde i fængslet med tandpine
og udsigt til først at komme til tandlæge om nogle år, når man bliver løsladt.
Igors ven er ivrig efter at fortælle om én ting mere: Juleenglene et genialt bindeled mellem kvindelige fanger og deres børn, der jo uundgåeligt også kommer til at lide under, at deres mødre har fået en fængselsdom.
– Vi blev mødt med skepsis, da vi forelagde ideen i et af fængslerne, fortæller de to.
– Helt enkelt bad vi kvinderne om at skrive en julehilsen til deres børn og give os en idé til en julegave til dem til en ikke helt uoverkommelig pris. Til gengæld ville vi så gennem vores kontakt til menigheder rundt i Rusland, hvor kvindernes børn bor, finde frivillige, der ville købe den julegave, som deres mor ville have givet dem, hvis hun havde haft mulighed for det, og tage ud og overrække den til børnene, fortalte mine to værter.
De billeder, de viste mig, behøvede ingen forklaring. Få børn i verden får en julegave, de bliver så lykkelige for som disse unger, som måske endda næsten er de hårdest ramte ofre for deres mors kriminalitet.
Men nu må jeg slutte, for jeg skal på besøg i den lutherske kirke, som staten i flere årtier omdannede til svømmehal, og munkene i klosteret her over for hotellet har også lovet, at jeg må komme på besøg der.
Og så må jeg da ikke glemme, at jeg skal have sendt en mail til Maks for at hilse fra Igor og sige tak og fortælle ham, at nu forstår jeg helt, hvorfor han afser en heftig bid af sit studiebudget til at støtte fængselsmissionærernes arbejde.
