Hjem er når vi er sammen
I dag rejser Jette og Lyle Hall fra Danmark til Tanzania med hele familien. De sidste par uger har alle været i gang med at pakke, for hjemmet skal flyttes flere tusind kilometer sydpå. Her skal de hjælpe fattige langs Tanganyika-søenJette og Lyle Hall er begge opvokset som missionærbørn i Afrika. Nu rejser de med deres tre børn til Tanzania, hvor de skal være på ubestemt tid.
I dag rejser Jette og Lyle Hall med deres 3 børn, Rachel, Miriam Acacia og Mikaela til Tanzania. Her skal de lede et nyt missions-projekt på Tanganyika-søen under Ungdom Med Opgave (UMO).
– Lige nu er vi ved at pakke en container med vores egne ting. Men vi fylder kun en fjerdedel af containeren. Resten af tingene, er gaver til arbejdet, fortæller Jette.
Hun er datter af missio-nærerne Ingeborg og Svend Bernhard og er vokset op i Tanzania. Nu tager hun og familien ned for at hjælpe mennesker til bedre sundhed.
– Projektet hedder Uzima. På det lokale sprog betyder det liv, sundhed og helhed.
Projektet går ud på at lave en mobil sundhedsklinik, som kan sejle rundt til landsbyerne langs kysten af Tanganyika-søen.
– Vi vil gerne ud og give noget sundheds- og lægehjælp, men også evangeliet. Men det bliver ikke noget med store kampagner, fortæller Jette.
Missions-stationen kommer til at ligge i Kigoma ved Tanganyika-søen i Tanzania. Stedet er kendt, fordi det netop var her, Stanley fandt dr. Livingstone for mange år siden.
Ungdom Med Opgave har ikke haft noget arbejde i det område af Tanzania før. Så Jette og Lyle skal bogstavelig talt starte helt fra bunden.
– Vi var blevet lovet et stykke jord, fortæller Lyle, – men fik det ikke. Nu skal vi så se på et andet jordstykke. Det er en bar mark uden elektricitet og vand. Alt el skal komme fra generatorer, og vi skal selv grave brønde.
Det er dog ikke noget, der afskrækker Lyle, der er amerikaner og ligesom Jette er vokset op som missionærbarn i Afrika.
– Jeg er en pioner, siger Lyle. Jeg voksede op i bushen i Liberia. Det vand, der løb hurtigst, var dem, der kunne løbe hurtigst hen til vandhullet og tilbage igen.
– Jeg har det i blodet, siger han på bredt amerikansk.
Ideen til at rejse til Afrika opstod en dag for seks år siden, hvor Jette og Lyle var på køretur i Tanzania.
– Jeg kørte bilen, forklarer Lyle, – men pludselig så jeg et billede af en stor båd for mit indre blik.
– Det var ikke en stor åbenbaring, men det begyndte alligevel at åbne sig. Jeg vidste med det samme, hvad det handlede om, for jeg havde allerede været på Tanganyika-søen og havde set behovet for hjælp der.
Tanganyika-søen er en af de største søer i verden. Den er 610 km. lang og 1,5 km. dyb. Man regner med, at den indeholder en 1/8-del af alt ferskvand på jorden.
I de seneste 4-5 år har Jette og Lyle arbejdet målrettet på projektet, og strategien er klar:
– Skibet skal sejle to måneder ad gangen, forklarer Lyle.
– I dag er der andre, der bruger små skibe, men vi har brug for et stort skib, så vi kan bo ombord på skibet.
Lyle lægger ikke skjul på, at han er spændt på, hvordan det hele skal forløbe.
– Vi har forberedt os i 4-5 år. Nu kommer det endelige skridt i tro, siger Lyle.
– Jeg har det som enhver, der løber en risiko. Man føler sig usikker, men jeg tvivler ikke. Men man ved bare ikke, hvad der kommer til at ske.
Udsigten til, at familien måske skal bo i telt de første måneder, til de har bygget et hus, slår ham ikke ud.
– Jeg har et livs-princip: Der kommer ingen vækkelse, hvor man ikke vil løbe en risiko, forklarer Lyle.
Jette og Lyle bliver ikke lønnet af Ungdom Med Opgave, så i foråret var de på en rundtur i USA for at finde de nødvendige sponsorer.
– I USA var der en familie, som skrev en check til os. De sagde, at for de penge skulle vi bygge os et hus, fortæller Jette begejstret.
Siden 2001 har familien boet i en lille lejlighed på UMOs base i Sjellebro ved Randers.
– Vi har også oplevet, at en amerikaner har doneret en helikopter til projektet. Lyle fik beskeden på en e-mail, men måtte skrive tilbage, at han hverken kunne flyve helikopteren eller betale for brændstof. Giveren skrev så tilbage og sagde, at det skulle vi ikke bekymre os om. Han ville betale for det.
– Nu kan vi også nå frem til dem, der bor i andre områder, som ikke kan nås med skib.
Lyle erkender, at det er et pres, når man selv skal samle pengene ind, men ser det som en fordel.
– Det er den slags risiko man løber, hvor man oplever små vækkelser. Nogle gange er der nogen, der give én en gratis flybillet, andre gange en tankfuld benzin. Det udvider dit syn på, hvem Gud er, forklarer Lyle.
vi er sammen
Både Jette og Lyle har oplevet på egen krop, hvor svært det er, når man skal undvære familie og venner, som bor tusindvis af kilometer væk. Nu rejser de så med tre børn på 2, 4 og 6 år og skal til at skabe sig et nyt hjem.
– Det er altid et stort dilemma for missionærbørn, siger Jette. Lige nu er vores fysiske ting, som udgør vores hjem, pakket sammen i containeren.
– Da vi blev gift, sagde Lyles mor til os: – Lyle, hold om Jette. Da vi holdt om hinanden, sagde hun: – Nu er I hjemme! Uanset, hvor I er i verden dér, hvor I er sammen som familie, der er i hjemme.
– Det kræver stor fleksibilitet at rejse sådan, siger Jette.
Når Jette og Lyle i dag sætter sig i flyet, er det ikke med tanker om at vende tilbage.
– Målet er at bygge dette projekt op, og så give det videre til andre efter ca. 7 år. Vi drømmer så om at kunne komme videre og lave tilsvarende missionsprojekter på andre søer i Afrika, siger Lyle.
– Det er et livskald, tilføjer Jette, som ikke er i tvivl om, hvor de skal hente kraften:
– Når vi har problemer, eller bliver mismodige, så siger vi: – Gud, det er dig, der har kaldet os! Det er Guds projekt, ikke vores.
