Canadisk nej til sharia-lov

CANADA – I den canadiske delstat Ontario har myndighederne efter lang tids vaklen besluttet, at muslimerne ikke får lov til at indføre et parallelt muslimsk lovsystem.- Der vil ikke blive nogen sharialov i Ontario, udtalte Ontarios premierminister i sidste uge. – Der skal ikke være religiøse retsinstanser i Ontario. Der vil kun være én lov for alle, der bor i Ontario.
Klarere kan det nok ikke siges. Men i de seneste uger har der været store demonstrationer såvel i Canada som i flere europæiske byer mod, at de canadiske myndigheder skulle åbne op for den muslimske sharia-lovgivning.
At spørgsmålet overhovedet har været rejst, og at det har taget lang tid at afgøre, skyldes især det faktum, at andre religiøse retninger, såsom kristne og jøder, siden 1991 har haft mulighed for at afgøre nogle få sager som for eksempel familiesager ved henholdsvis kristne og jødiske voldgiftsdomstole.
Som en konsekvens af myndighedernes afgørelse vil også de jødiske og kristne retsinstanser blive nedlagt. Noget, der har vakt stor skuffelse.
Ontario er efter Quebec den anden canadiske stat, der i år har besluttet at gå imod sharia-domstole for landets muslimer.
-mbc