Nyt lederpar på soldaterhjem

Den 1. september blev Karen og Preben Sørensen ansat som ledere af KFUM’s soldaterhjem i Varde. De er begge 51 år og har tidligere været ansat i en lignende stilling i både Slagelse og Sønderborg.
Karen er uddannet diakon og plejehjemsassistent i Dianalund og har tidligere arbejdet i psykiatrien, mens Preben er uddannet bankmand og har arbejdet som genbrugskonsulent for Sudanmissionen.
For parret er det centrale i deres arbejde samtalerne med soldaterne om menneskelige og åndelige spørgsmål.
– De kommer af sig selv, og det giver os en god mulighed for at møde dem og medvirke til, at de overvejer, hvordan de bruger deres liv, siger Preben Sørensen. – Samtidig vil vi gerne fortælle dem, at der er noget, som er større end dem selv.
I Varde kommer der to gange om året 380 nye værnepligtige til kasernen. 80-100 af dem bliver i yderligere otte måneder med henblik på at blive udsendt til bl.a. Irak.
Dina