Familien på førstepladsen – det er nu mest i teorien…

Familieterapeut Steen Palmqvist udfordrer os alle til at arbejde mere både med ægteskabet og os selvBussen standser lige for enden af den villavej, hvor Steen Palmqvist bor med sin kone Karin og de to yngste af deres fem børn. En stille villavej i Assentoft udenfor Randers.

– Uden smerte er der ingen glæde. De to er modpoler. Virkelig glæde kender sorg. Virkelig tryghed kender angst. Livet uden udsving er fattigt. Gud har gemt gaver i hvert eneste rum i livet også i de rum det gør ondt at være i, siger familieterapeut Steen Palmqvist, som bor i Assentoft udenfor Randers med kone og to børn.

Huset ligger nede for enden. I haven står en trampolin, og man kan ane drivhuset og køkkenhaven, når man kigger op ad flisegangen. Alt ånder idyl – og dog er dette et sted, man ofte kommer, når hverdagen byder på alt andet end netop idyl.
Steen Palmqvist, 53, er ansat i foreningen Agape som konsulent og familieterapeut, og emnet for vores samtale i dag er, hvorfor vi, på trods af alle de goder, vi er omgivet af, ofte har så svært ved at leve.
I sit konsultationslokale, som er indrettet i den tidligere garage, møder Steen Palmqvist hver uge mennesker, som af den ene eller anden grund ønsker hjælp til at finde ud af livet. Problemerne, ja det kan være samlivsproblemer, midtlivs-kriser, identitetskriser eller traumatiske oplevelser. Men fællestrækket er, at det er mennesker, som har erkendt, at de har brug for hjælp til at komme videre – og derfor har de valgt at opsøge Steen Palmqvist.

– Folk kæmper mere med sig selv, fordi relationen indbyrdes i familien er svækket, forklarer Steen Palmqvist: – det er her identitet og selvbillede dannes. Også vores gudsbillede er koblet til far og mor. Der hvor relationen svækkes, påvirkes barnet. Forældre i dag er meget fortravlede, derfor er vi blevet lidt usynlige for vore børn. Vi skal præstere mere og mere, og arbejdsmæssigt går vi op i løn og karriere, og det der med at sætte familien på førstepladsen, det gør vi mest i teorien.

– Jeg oplever at flere og flere kommer med udbrændtheds-tegn. For få år siden gjaldt det kun nogle få erhvervsgrupper. I dag er det alle grupper. Udbrændthed sker i spæn-dingsfeltet af, hvad jeg forventer af mig selv i forhold til det, jeg kan. Og det, jeg forventer skabes ud af det, som alle andre kan. Vi vil så gerne fremvise noget, vi er gode til for at være noget værdifuldt. I Guds billede er vi skabt værdifulde, men vi har meget svært ved at tilegne os det og forstå det. Derfor er vores liv med Gud også præget af præstation. Vi er tjenere mere end børn. Vi føler os ofte pressede til at sige ja for at vise Gud, at vi duer til noget. Vi har glemt, at i mødet mellem Jesus og Martha & Maria er det Maria der får anerkendelsen.
– I terapirummet møder jeg en meget tydelig overskrift af at BURDE. Overansvarlighed ligger meget tungt på os. Jeg ønsker at føre os tilbage til det sted, hvor vi sidder ved Jesu fødder og modtager vores værdi og så rejser os og lever ud af det – med frihed til at sige ja & nej; frihed til at mærke efter, hvad jeg selv trives med; at turde sige fra, men også mod til at sige ja, selv når det overskrider grænser eller kompetencer.
– Jeg møder mange mennesker, der er dybt afhængige af hvad andre tænker. De finder værdi i, hvad andre mener, de skal være. Det skaber forvirring, for så ændrer vi os efter hvem, vi er sammen med. Som børn hos Gud bliver vi ligeglade med, hvad folk mener om os.

Steen Palmqvist har været ansat i foreningen Agape i 10 år – dels som familieterapeut og dels som kursuskonsulent. Før det har han været soldaterhjemsleder, været ansat på Blå Kors’ Pensionat i Herning og været Børnekonsulent i Indre Mission. Hans terapeutuddannelse har han fra Skandinavisk Institut for Familieterapi (S.I.F)
– Jeg kan ikke trives i det samme arbejde i alt for mange år, fortæller Steen Palmqvist. Han ved da også allerede, hvad han drømmer om at gøre næst – nemlig at arbejde mere målrettet med parforhold – for det ligger ham tungt på sinde at være med til at få vendt skilsmissestatistikken her i landet. Hvordan det rent praktisk skal foregå, er dog endnu ikke helt på plads.
– Vi ser helt klart flere mennesker i terapi end nogensinde før, men det er jo ikke så underligt, når man tænker på den informationsmængde vi skal forholde os til. Det, vi hører på en uge, var det samme, som min oldefar hørte i hele sit liv. Det udfordrer os.

– Det er helt klart, at folk kommer på grund af lavt selvværd. Og det er noget, der grundlægges tidligt. Personligt tror jeg ikke, det er godt for børn at være i pasning fuld tid. De påvirkes af en lang række folk, hvilket kan gøre dem forvirrede – og de børn, som er lidt generte eller usynlige forsvinder nærmest, mens dem, der har frimodighed bliver endnu mere synlige. Jeg vil meget advare mod to fuldtidsbeskæftigelser. Den ene forælder må være deltids, mens børnene har brug for det. Jeg ved godt, at det kan være vanskeligt økonomisk, men det må være et spørgsmål om prioritering. Vi ved grundlæggende godt, at familien er det allervigtigste, men praktisk så får den ofte en lavere prioritet efter alt det, vi bør gøre.

– Unge par, som står lige overfor at skulle giftes, bør sætte sig ned og tale igennem, hvordan de vil prioritere jobs/livsstil/kristent arbejde og fritid etc. De fleste er nemlig ikke bevidste om deres valg. Hverken når det gælder jobs, bolig eller omgangskreds. Det blev bare sådan. Men man må begynde at træffe nogle bevidste valg: Hvad vil jeg? – Hvad tror jeg Gud vil? Det er vigtigt at tage tid til at reflektere, understreger Steen Palmqvist.

Rent praktisk foreslår Steen Palmqvist, at hver familie indfører at holde Familieråd. Dette skal være tid, hvor forældre/ægtefæller taler sammen.
Målet er at skabe et forum, hvor man får talt om sit liv. Ofte kan man blive så optaget af dagligdagens krav og opgaver, at livet suser forbi.
Mange oplever, at familien efterhånden bare er et sted, hvor der skal ydes.
Det kan skabe en panikfølelse, for der er ingen ressourcer tilbage – det hele bliver et ræs: indkøb, rengøring, madlavning, praktisk arbejde, børn og parforhold.

Rent praktisk kan det foregå således:
· 1 gang månedligt uden børn – der skal være mindst et par timer til rådighed, og børnene skal helst ikke være i huset, mens det foregår.
· Tid til at spørge – hvordan har du det med at være dig i ægteskab med mig og i denne familie.
· Vigtigt at tage tid – også selvom man i begyndelsen kun når én ægtefælle per aften, – hvis der kommer tidspres ind skaber det forvirring og ødelægger selve grundlaget.
· Forbudt at kritisere – man må kun være nysgerrig. Dette er noget nygifte kan, men som kan være grænseoverskridende efter 15 år, hvor man aldrig helt har fået tingene sagt.
· At blive ”tømt” er helbredende i sig selv. Formålet er ikke at blive enige, men at blive tømt. Først dig og så mig.
· Efter nogle gange vil der begynde at være helhed i tingene og man vil opdage, at man begynder at få indsigt i hvad det er, der sker.
· Hvis der rejses emner som for eksempel kvinden, der føler hun er ved at drukne i arbejde, må man tage fat i det med det samme og sige: ”Hvornår skal vi tale videre om det?” Så det ikke bare ryger i glemmebogen, når aftenen er slut.
· Husk at det, der er vigtigt for dig er vigtigt for os, hvis vi skal få ægteskabet til at fungere. Så respekt MÅ være en overskrift for måden, vi forholder os til Familierådet på.
– Jeg læste en artikel om en kvinde, som sagde, at hvis man vil have flere børn, så MÅ det betyde mindre hus, mindre bil, mindre stereoanlæg etc. For alt for ofte køber man hus og bil lidt for dyrt, og så bliver alt bare endnu mere surt, siger Steen Palmqvist.

– I det øjeblik fællesskabet ikke fungerer, så må jeg finde værdi, der kan beskytte mig, et andet sted, forklarer Steen Palmqvist: – det gør vi så ved at vælge at passe på os selv: Det at sætte fokus på mig og mit. Målet er i sidste ende at blive set, hørt og respekteret. Jeg får den tanke, at hvis ikke jeg passer på mig, så er der ingen der passer på mig. Og så begynder jeg at arbejde med mig selv for at realisere mig selv – men det er en ensom vej at gå.
– Hvis vi vælger fællesskabet; at gå vejen sammen, så må vi for det første blive opmærksomme på, at relationen/fællesskabet ikke fungerer optimalt. Derefter må vi tage tid til at spørge, hvad vi gør ved det. Det her er vanskeligt, for mange gange føler vi, at vi er uløseligt låst fast for eksempel i forhold til økonomien.
Steen Palmqvist understreger, at der er stor forskel på selvansvarlighed og egoisme. Det er ikke egoisme at tage tid til at reflektere over, hvad Gud har givet mig. Det er selvansvarlighed. At spørge: Hvem er jeg? Ånd/sjæl/legeme. En del mennesker har brugt så lidt tid på at tænke over det, at det virker forvirrende at begynde at stille sig selv disse spørgsmål. Man kan ikke få øje på noget bag opgaver, job, profession.
– Det er vigtigt at forstå, at vi er skabt til fællesskab. Men det er også vigtigt at tage tid til at vende blikket indad for en tid – ikke for at blive der, men for at finde sig selv. For først når jeg ved, hvem jeg er, kan jeg vide, hvad verden er. Og i det øjeblik jeg har fundet mig, vil jeg også begynde at forholde mig til verden anderledes. Ofte vil det betyde, at jeg bliver en del af et andet fællesskab for eksempel.
– Egoisme, det er når jeg vælger at blive i ensomheden. At jeg tror på, at hvis jeg lukker op og lukker andre ind, så må jeg give afkald på mig selv. Prisen bliver for høj, så jeg tør ikke. Desværre så er der jo alt for meget fokus på egoismen frem for selvansvarligheden. Egoisme styrkes af vores chatkultur og cyberspace.

Vi tror, at man kan skabe relationer uden at møde mennesker. Og vi lulles ind i en verden, hvor alle konflikter kan undgås, for passer det mig ikke, ja så trykker jeg jo bare på Escape.

– I arbejdet med at finde sig selv og sin identitet er et af kodeordene ro! Og så at arbejde i samarbejde med Gud og gerne et andet menneske. I den treklang kan jeg begynde at få øje på mig selv. I begyndelsen bruger man meget tid på at rydde ud og fjerne alt det, der skjuler én. I den forbindelse dukker der mange følelser op i forbindelse med personer og oplevelser – og med hverdagen derhjemme. Man må spørge sig selv, om hvorfor man gør det, man gør. Hvorfor bliver man i mønstre, man ikke fungerer i?
– Mange gange handler det om at ”opgive håbet og blive fri”, fortæller Steen Palmqvist. For eksempel den person der bliver ved med at sige: ”Jeg fik ikke min mors kærlighed!” Få grædt over det; få vreden ud; opgiv det så og bliv fri. Ofte er hele vores fokus på det, vi ikke har. En konflikt fylder 12 gange så meget som en positiv oplevelse, så ofte er det, vi husker, alt det svære. Og så hænger vi fast i det. At jeg ikke havde min mor fylder meget mere end det faktum, at jeg har min far, mine søskende, min mand, mine børn, venner, job og et liv.
– For par er det ofte fokus på den ene ting, der ikke fungerer. Ofte handler det så om at få fokus på alt det, vi faktisk har.
– Og så må vi huske, at uden smerte er der ingen glæde. De to er modpoler. Virkelig glæde kender sorg. Virkelig tryghed kender angst. Livet uden udsving er fattigt. Gud har gemt gaver i hvert eneste rum i livet, – også i de rum, det gør ondt at være i. Konflikter kan være positive, for her synliggør jeg mig selv; mine behov; dine behov og vores fælles relation. Så der er en hemmelig gave i konflikten. Tilgivelsen skaber dybere kærlighed, fordi den skaber dybde.