Frikirker vil være folkelige

Frikirker i Midt- og Vestjylland får hjælp fra England til at blive kirker for folketHERNING – Frikirkerne i Midt- og Vestjylland vil være folkelige. Derfor har de inviteret Pastor Paul Scanlon fra den engelske mega-kirke Abundant Life Church i Bradford som hovedtaler på Frikirkefestival 2005, der finder sted den 28.-30. oktober i Sportscenter Herning.– Kirkerne må komme væk fra det selvcentrerede og indadvendte og igen blive en kirke for folket, siger Lars Bo Olesen, som er en af arrangørerne bag Frikirkefestival 2005.
De 11 kirker, der står bag festivalen, forventer, at weekenden vil tiltrække 600-800 deltagere og dermed blive den største enkeltstående frikirkefestival i landsdelen nogensinde.

Stærk og nytænkende

Om festivalens hovedtaler Paul Scanlon fra Bradford i England siger Lars Bo Olesen:
– Paul er meget nytænkende og en kolossal stærk og motiverende kommunikator. Han er ægte og nem at omgås, men samtidig fokuseret og modig. Han elsker Gud og er enestående til at se potentialet i det enkelte menneske og få det frem. Han har på seks år forvandlet en indadvendt menighed på få hundrede medlemmer til en udadvendt dynamo, der når mennesker i alle samfundslag, og som samler 2500 kirkegængere hver søndag. I Bradford ser man direktøren og den tidligere misbruger stå side om side og byde folk velkommen.
Ifølge Lars Bo Olesen vil man på festivalen i Herning kunne opleve fest, enhed, stærk lovsang og udfordrende undervisning. Tidligere har frikirkerne ikke haft ønske om at holde den slags store arrangementer sammen, men inden for de sidste fem år er der sket en holdningsændring, mener han.

Valgte kirken

Med sig fra England har Paul Scanlon den kendte lovsangsleder Mark Stevens, der tidligere var én af de musikalske frontfigur i Hillsong Church i Australien.
Han har sunget sammen med popstjernen John Farn-ham og medvirket i tv-serier som skuespiller.
Trods mulighederne for en indbringende karriere som sanger, valgte Mark Stevens alligevel at takke ja, da Paul Scanlon opfordrede ham til at tilslutte sig Abundant Life Church i England. Her leder australieren lovsangen sammen med 30-40 sangere og musikere på scenen i den engelske mega-kirke. I dag er Stevens desuden gift med Paul Scanlons datter.
Mark Stevens holder et lovsangs-seminar på festivalen lørdag eftermiddag.
Her vil deltagerne blandt andet kunne stifte bekendtskab med, hvordan også lovsangsgruppen kan arbejde med på kirkens målsætning.
– Vi fanger de små ræve og konfronterer mennesker med områder i deres liv. Der må være et hjerte, en trofasthed og en commitment, siger Mark Stevens.
Selv sørger Mark Stevens for daglig at læse i Bibelen og bede og overgive de personlige skavanker i sin personlighed, som han opdager undervejs, til Gud.
– Jeg kasserer noget skrammel, fornyr mine tanker og nyder livet! siger Mark Stevens, der tidligere har været stofmisbruger.
Udover at holde seminar vil Mark Stevens også give smagsprøver på sin musikalitet på festivalen.
– ole