Giv troen hænder og fødder
Frikirkerne hjælper.
Frikirkerne har via Dansk Europamission bidraget med 127.167 kr. til de frysende og efterladte i Pakistan.
Frikirkerne har gennem KIT haft en stor andel i, at Dansk Flygtningehjælps indsamling den 13. november satte rekord med 17 millioner kroner til flygtninge.
KIT, Kirkernes Integrationstjeneste blev tidligere i år medlem af Dansk Flygtningehjælp og har satset på at få så mange frikirkemenigheder som muligt til at involvere sig i indsamlingen og mange har været med. Mange kom på gaden for at være med til at hjælpe. Evangeliet fik hænder og fødder, da frikirkefolket ville være med til at hjælpe mennesker i nød også uden for deres egne engagementer i den tredje verden.
Der er ingen tvivl om, at det bemærkes, når kirken involverer sig i hjælpearbejde, og det er med til at skabe respekt om kirken. Når vi involverer os i menneskers nød, er vi med til at give kirken ansigt.
Men vi giver ikke bare kirken ansigt, vi giver evangeliet hænder og fødder, og vi lever op til Jesu forkyndelse og Jesu eksempel.
Jesus mødte mennesker, som de er. Jesus mødte mennesker midt i livet også der hvor livet er svært, ja ikke mindst hvor livet er svært. Jesus rakte ud og gjorde vel. Jesus mødte menneskers behov.
Vi er i dag Jesu hænder og fødder. Det er os, der skal gå ud og møde menneskers behov. Vi skal møde de fattige, katastrofe-ramte, misbrugerne, de syge, ensomme, udstødte og nydanskere, som de andre ikke vil lege med.
Evangeliet er kærlighed og forvandlende. Evangeliet skal ud til mennesker. Evangeliets hænder og fødder er os, der sidder i kirkerne. Derfor skal vi ud, hvor mennesker er.