Gør som Jesus: Gør det, du siger

Søren Viftrup er forstander i Apostolsk Kirke i Vejle og leder af AKO, Aktive Kristnes Omsorgsarbejde. Her prædiker han, om dengang Jesus besøgte sin hjemby, Nazaret.

I synagogen i Nazaret læser Jesus nogle vers fra Esajas’ bog kapitel 61. Hvad betyder disse vers for dig?
For mig er de ord, Jesus læser, en program-erklæring for sin tjeneste: – Det er det, jeg vil, og det, jeg står for!
Når jeg læser det i dag, betyder det også for mig, at Jesus giver stafetten videre. Det kan man se senere i evangelierne, hvor Jesus siger, at vi skal gå ud og gøre de gerninger, han har gjort – ja større gerninger.

Hvorfor tror du, indbyggerne i Nazaret bliver sure på Jesus?
Man er nødt til at tænke på hvilken tilstand, de er i. Landet er besat af romerne, og de religiøse ledere føler sig presset. Derfor er de på vagt for ikke at miste yderligere indflydelse. Folket oplever heller ikke nogen frihed, så deres gudsdyrkelse mangler kærlighed og barmhjertighed. Det er kun noget ydre.
Vi er også nødt til at forstå de mennesker, der bor i Nazaret. Jesus, der er vokset op dér, kommer hjem til sin hjemby. Det er nyt for Jesus at træde offentligt frem, og de kender rygterne om ham og hans undervisning.
Men problemet er, at forstanden står af. – Vi kender ham jo! siger de.
Derfor kan forstanden og troen ikke finde et fornuftigt forhold til ham på samme tid. Det går op for dem, at hvis de vedkender det, han siger, så er Han jo Messias. Det kan deres hoveder ikke klare.
Og hvis ikke han er Messias, så er han en snylter eller en fantast, der går rundt og forkynder noget helt vildt. Derfor siger de: – Øv, det var lige så godt! Og så bliver de sure og skælder ud.
Efter de har reageret, anerkender Jesus faktisk, at det er et menneskeligt princip.
Med udsagnet om, at en profet ikke er agtet i sin hjemby, forklarer han, at det er sket før. Og han udtrykker derfor en anerkendelse af, at det i den menneskelig verden er noget, der er svært at håndtere.

Hvorfor tror du, nogle mennesker – også i Danmark – har svært ved at acceptere, når andre „fører sig frem“?
Det er nøjagtig de samme ting, der kan være problemet i dag. Folk vil naturligvis reagere.
Det, Jesus gør, er så forskelligt fra, når folk „fører sig frem“. Han går jo ud og gør de ting, han siger.
Hvis nogen i dag skulle anerkende et bysbarn som Messias, ville det da også være svært. Det er ikke noget, man lige kan. Og det er en forståe-lig reaktion, som Jesus anerkender.

Hvad er det efter din mening, der gør, at Jesus roligt kan gå sin vej midt igennem mængden af modstandere?
Han er en mand, der ikke udviser frygt. Han behøver ikke at bortforklare eller beskylde andre for noget grimt, for han hviler i sig selv. Når han gør det, så ved han, hvor han er. Denne rolige reaktion og fraværet af en fanatisk og opskruet selvhævdelse udstråler en naturlig myndighed.
Den dag i dag hører vi om nogle mennesker, der råber op i deres egen myndighed og er fornærmede over, at andre stiller spørgsmålstegn ved deres autoritet. Men Jesus prøver ikke at banke de andre for selv at komme op at stå.

Hvordan kan vi som kristne i dag få mere af den samme slags selvsikkerhed, som Jesus har?
Jeg tænker på, at vi skal være der, hvor vi som Jesus ved, hvem vi er.
Jesus kom hjem ude fra ørkenen og havde fået bekræftet, hvem han er. Derefter går han ud og gør Guds gerninger. Han ved også, hvem han tror på. Han siger, at han ser sin far arbejde og selv arbejder. Han peger på Gud og er hele tiden optaget af at tage mennesker med hen og se faderen.
Derfor er det ikke et egotrip, der ligger bag. Det er en tillidsfuld erkendelse af, hvem faderen er, og hvem han selv er. Jesus gør det, han ved, han skal gøre, og så stoler han på, at Guds kraft virker.
Det er også grundlaget i dag. Når vi træder ud, så skal vi ikke være i tvivl om, hvem vi tror på og hvem, vi selv er. Så kan vi sige ordet uden at gøre det til en salgsvare.
Vi gør det bare.