Bjergprædikenen som bagtæppe

Af Claus Hermansen. Tønder Frikirke

Med dagens tekst dumper vi ned midt i Jesus’ måske mest berømte – men også misforståede – tale: Bjergprædikenen.

Misforstår man Bjergprædikenen, går man fra den med skyldfølelse – en følelse af at være uværdig til at have noget med Gud at gøre. Det sker, fordi Jesus i denne tale opstiller nogle idealer, som i virkeligheden er uopnåelige for os. Bjergprædikenen kalder på ydmyghed – på en erkendelse af, at vi ikke kan selv, at vi aldrig – uanset hvor meget vi prøver – kan opfylde lovens krav. Den minder os om, at livet med Gud skal være en relation til ham, hvor han lever i os og virker igennem os – ikke en religiøs kraftanstrengelse, hvor vi prøver at formilde Gud (det er i det store hele essensen af de fleste andre religioner).

Ét af de idealer, som Jesus opstiller i Bjergprædikenen, er, at vi skal elske vores fjender. Han udfordrer den almindelige menneskelige antagelse om, at man kan nøjes med elske dem, der er tæt på én – dem, der er lette at elske, fordi man ofte får kærlighed tilbage igen. Det ligger naturligt i mennesker at gøre det – selv hvis man er ”tolder” eller ”hedning”, som Jesus udtrykker det. Som udgangspunkt føler vi ikke nogen forpligtelse til at elske dem, som ikke viser os nogen kærlighed eller hengivelse, men som tværtimod forfølger eller modarbejder os, men her kalder Jesus os til en højere standard – et ideal, som ingen af os kan opnå, men som vi alle kan sigte efter.

Hvad vil det sige at elske?

For at vi kan forstå, hvad det indebærer at elske vores fjender, må vi først gøre os klart, hvad det egentlig vil sige at elske nogen? Hvad er kærlighed? Forsøger man at hente svaret på disse spørgsmål i skønlitteraturen, i filmverdenen, i medierne generelt, når man let frem til, at kærlighed er noget, vi føler. Kærlighed mellem mennesker opfattes ofte som en tilstand, hvor mennesker drages mod hinanden, tiltrækkes af hinanden på én eller anden måde.

Kærlighed – i bibelsk forstand – er imidlertid langt mere konkret. Kærlighed er i virkeligheden at give sig selv. Derfor er Jesus’ død på korset den ultimative kærlighedserklæring. Her gav han sit liv for dig og mig – sine fjender. ”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer” (v. 44). Det strider mod alt i vores natur at gøre det – men når vi tilstræber det bedste for dem, der modarbejder os, og ligefrem beder for dem, sætter det både dem og os fri – for når vi lever sådan, bliver vi vores ”himmelske faders børn” (v. 45).

”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer” (v. 44).
Det strider mod alt i vores natur at gøre det
– men når vi tilstræber det bedste for dem,
der modarbejder os, og ligefrem beder for dem,
sætter det både dem og os fri – for når vi lever sådan,
bliver vi vores ”himmelske faders børn”.

Citat fra Bjergprædiken i klosterparken på Saligprisningernes bjerg ved Galilæas Sø i Israel: ”Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn”. Foto: Bigstock

Hvem er vores fjender?

Ja, du læste rigtigt: Du og jeg var hans fjender, indtil vi fik vores synd tilgivet og modtog det nye liv fra ham. Som mennesker levede vi i oprør mod Gud og var af natur ”vredens børn” (citat). Vi modarbejdede – og det gør vi i virkeligheden stadig, når vores ”gamle menneske” stikker hovedet frem – Guds plan, og vi fortjente ikke at blive elsket af ham – men han elskede os alligevel! Det er den kærlighed, han kalder os til at efterligne.

Det er den kærlighed, han opstiller for os som et ideal, vi skal række ud efter – ikke af frygt, for at Gud ikke vil elske os, men i taknemlighed, for at han elskede os – sine fjender – så højt, at han bragte det ultimative offer for os. ”Så være da fuldkomne …” (v. 48), slutter Jesus af med at sige. Hvis vi skulle opfylde lovens krav uden Guds hjælp, ville det kræve fuldkommenhed – fejlfrihed i vores liv. Det er ikke muligt for nogen af os. Det ved vi godt – men for den ydmyge er det muligt, fordi den ydmyge erkender sin afhængighed af Jesus Kristus!

Jesus kalder os til en højere standard: At elske dem, der ikke elsker tilbage!


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Søndagens tekst: Mat. 5, 43-48

Om at elske sine fjender i stedet for at gøre gengæld

43 I har hørt, at der blev sagt: ‚Du skal elske din næste og hade din fjende.’

44 Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



45 Derved handler I som jeres himmelske Fars sande børn, for han lader sin sol skinne til gavn både for de onde og de gode, og han lader det regne både på dem, der gør hans vilje, og dem, der ikke gør.

46 Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad særligt godt skulle der være ved det? Det kan enhver synder jo gøre.

47 Hvis I kun hilser på dem, der hilser på jer, hvad særligt gør I så? Gør alle ikke det?

48 Nej, I bør have samme kærlighed, som jeres Far i Himlen har.


Artiklen fortsætter efter annoncen: