Apostolsk Kirke i 100 år – og saglig historieskrivning herom

Kurt E. Larsen Professor i kirkehistorie, dr. theol. Menighedsfakultetet i Aarhus

Apostolsk Kirke kan i år fejre sit 100-års jubilæum. Gennem årene har dette kirkesamfund været en vigtig del af dansk evangelisk frikirkelighed – og havde fortjent en langt større plads i dansk kirkehistorie, end den har fået.

Der er kun en sparsom litteratur, selvom dens historie er så lærerig, at den nok er værd at fordybe sig i. Heldigvis kan man læse noget gennem kirkens egne historieværker – og et nyt er på vej i år – men også på anden måde. Den unge danske teolog, Nikolaj Christensen, der mødte kærligheden under studieophold i England og derfor i dag er sognepræst i den anglikanske kirke, har skrevet meget grundigt herom.

Fra et forskningscenter i Birmingham har han skrevet en ph.d. om Pinsebevægelsen i Danmark 1907-1924, og han har endevendt aviser, blade og andre kilder for at afdække Pinsebevægelsens tidlige historie og dermed rødderne til Apostolsk kirke. Bogen er på så højt akademisk niveau, at den er udkommet på det prestigefyldte Brill Forlag. Samtidig er den umidddelbart let at læse for alle, der interesserer sig for dansk kirke- og frikirkehistorie. Og udbytterig som et stykke sagligt kirkehistoriearbejde.

Ordet ”apostolsk”

I Den Nikænske Trosbekendelse, som folkekirken og de fleste andre kirkesamfund i verden vedkender sig, hedder det: ”Jeg tror på én hellig, almindelig og apostolisk kirke”. Der findes derfor også en hel række kirkeretninger, der direkte bærer ”apostolisk” eller ”apostolsk” i sine navne. Det gælder den meget gamle armenske kirke, der betegnes som den armensk-apostoliske kirke, hvor ”det apostoliske” ligger i kontinuiteten tilbage til apostlene i lære, embede og liturgi.

I 1800-tallets vækkelsesstrømninger opstod den såkaldte Katolsk-Apostolsk Kirke, der ville samle hele den adsplittede kristne kirke (derfor katolsk), og det skulle gøres under ledelse af nye apostle (derfor apostolsk). Her gik betegnelsen ”apostolsk” mest på det særlige forhold, at kirken igen ledtes af apostle. Det samme gælder i dennes efterfølger Ny-Apostolsk Kirke. Det gælder altså også i den del af Pinsebevægelsen, der hedder Apostolsk Kirke, og hvor ’det apostolske’ går på, at apostelembedet også findes i nutiden.

Pinsebevægelsens første tid

Pinsebevægelsen har sine rødder i den såkaldte hellighedsbevægelse i USA, og også i Danmark. Afdøde Elith Olesen skrev i 1996 en tyk, dansk, teologisk doktordisputats: ’De frigjorte og trællefolket. Amerikansk-Engelsk indflydelse på dansk kirkeliv omkring år 1900’. Her finder man meget af stoffet om forhistorien i 1800-tallet og opstarten af Pinsebevægelsen frem til 1. Verdenskrig.

Siden har den flittige skribent Simon Jacobsen skrevet bøger og artikler i bl.a. Udfordringen og i den forbindelse fundet meget interessant stof frem om hellighedsbevægelsens historie og Pinsebevægelsens første tid. Nicolaj Christensens bogs særlige styrke er, at han har haft tid og mulighed for at grave et stort materiale frem og undervejs har haft vejledning fra en af verdens førende kendere af Pinsebevægelsen.

Han beskriver Pinsebevægelsens udvikling fra i starten af have været en fornyelsesbevægelse inden for kirkerne, nærmest som den karismatiske bevægelese i 1960’erne, til at der blev tale om selvstændige pinsemenigheder rundt om i landet. Pinsebevægelsen blev fra starten en succes, for så vidt som mange blev tiltrukket af deres budskab. Det gjaldt folk uden for det etablerede kirkemiljø, men ikke mindst folk, der allerede var aktive i andre menigheder, men blev grebet af Pinsebevægelsens budskab.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Christensen nævner fx, at ca en fjerdedel af metodistkirkens medlemmer endte med at gå over til pinsemenighederne, der havde et vækkelsespræg, der mindede om den oprindelige metodisme. Også mange baptister sluttede sig til de nye pinsemenigheder, der også – fra et tidspunkt – praktiserede Troendes Dåb og tog afstand fra barnedåben. De nye pinsemenigheder følges i bogen, både på godt og ondt, for man kommer ikke uden om, at der var tale om uro, splittelser og falsk lære i de menigheder, der fremstod.

Alt dette beskrives i bogen på en nøgtern og saglig måde. Alt i alt har han fået skrevet det hidtil grundigste akademiske arbejde om den danske Pinsebevægelse i det hele taget og dermed også om Apostolsk Kirkes tilblivelse i 1924.

Hvad skete i 1924?

Tankerne bag Apostolsk Kirke byggede på tanker om de oldkirkelige embeders genindførelse, jf. Ef. 4,11: ”Kristus har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere.” Tankegangen var, at embederne som profet og apostel ikke var tidsbegrænsede til de første menigheders tid, så også i nutiden burde der være tjenester som apostle og profeter til at lede kirken som helhed.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Ud fra dette ønske opstod i Wales i 1916 kirkeretningen Den Apostolske Kirke, hvor tankegangen var, at pinsemenighederne skulle være en enhed under et landsråd med apostle og profeter. Den danske prædikant – og tidligere KFUM-sekretær – Sigurd Bjørner var gået over til Pinsebevægelsen, og han ville samle de danske pinsemenigheder til en enhed efter inspiration fra Wales. Han var selv i Wales blevet kaldet til apostel for arbejdet i Danmark. Han arbejdede tæt sammen med sin kone, den oprindeligt kendte skuespiller og siden kendte prædikant, Anna Larssen Bjørner.

Under ægteparrets indflydelse sluttede de fleste af de ca. 2.000 danske pinsefolk og næsten alle etablerede menigheder sig med ham over i Apostolsk Kirke i 1924. Et mindretal var dog ikke med på denne udvikling. De ville naturligvis også gerne være ’apostolske’, men de forstod ordet anderledes. De troede ikke på en genoplivelse af Bibelens apostelembede i moderne tid. De fortsatte derfor i uafhængige pinsemenigheder.

Pinsebevægelsen i Danmark var herefter delt i to store grupper, som var enige i alle andre spørgsmål end kirkens organiseringsform. Pinsevækkelsen lignede baptisterne ved at lægge vægt på menighedernes selvstændighed. Apostolsk Kirke lignede derimod metodisterne ved at have en høj organiseringsgrad og en landsdækkende kirkeledelse. Egentlig lignede man vel også KFUM-bevægelsen, som Bjørner kom fra.

Den danske teolog Nicolaj Christensen har fra et forskningscenter i Birmingham skrevet en ph.d. om Pinsebevægelsen i Danmark 1907-1924. Bogen er udkommet på det prestigefyldte Brill Forlag.

Christensen nævner også, at det i debatten i 1924 blev hævdet, at Apostolsk Kirke nærmest var katolsk med sit hierarki! Det må være meget historisk interessant at læse herom, hvis man i dag hører til en af disse grupper af menigheder. For alle, der interesserer sig for Bibelens tanker om menighedsdannelse og nådegaver, er det lærerigt at følge Nikolajs detaljerede redegørelser for de overvejelser, der lå bag bruddet i 2024.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



De to grene af Pinsebevægelsen findes stadig side om side. Det beskriver Nikolaj Christensen kun kortfattet. Meget er sket siden. Der har vistnok været en tendens til, at menighederne under den principielt samlede Apostolsk Kirke har ønsket større selvstændighed, mens de principielt selvstændige menigheder under pinsevækkelsen har ønsket mere samarbejde og har fået det. Bl.a. gennem sine skoler.

I 2017 valgte pinsevækkelsen at skifte navn til ”Mosaik. Netværk af evangelikale-pentekostale kirker” med fælles landsleder, og under dette netværk fandtes i 2020 38 menigheder og anslået 4.500 medlemmer, mens Apostolsk Kirke i 2020 havde 32 menigheder med ca. 4.800 medlemmer. Og så har de to grupper i øvrigt et godt samarbejde med hinanden gennem FrikirkeNet.

Litteratur: ’Unorganized Religion. Pentecostalism and Secularization in Denmark, 1907-1924.’, Brill: Leiden/Boston 2020