Svenska Kyrkan og ægteskabsspørgs- målet – et afskrækkende eksempel

Alle de nordiske lande er sekulariserede, og de lutherske folkekirker er mere eller mindre præget af et teologisk liberalt lederskab. Men det kan alligevel være svært for kristne fra Sveriges nabolande at forstå udviklingen i dagens Svenska Kyrka. Ikke nok med at det drejer sig om et af verdens mest progressive kirkesamfund. Det er også præget af to fænomener, som springer betydeligt mere i øjnene i den svenske kontekst end i det øvrige Norden.

For det første: Enhedskulturen. I Sverige har det længe handlet om ensartethed – one size fits all. Ligesom i resten af Skandinavien fastholdt man gennem lang tid princippet om ”én konge – én religion”, og fuld religionsfrihed blev først indført i 1951. Men der var også tradition for, at den svenske stat fungerede som folkeopdrager, og der har været en stabil periode med over 200 års uafbrudt fred.

En tydelig konsekvens af dette er, at Svenska Kyrkan aldrig har bekræftet eller udtrykt nogen større glæde over sin indre mangfoldighed. Højkirkelige, lavkirkelige, gammelkirkelige, læstadianere med flere er bestemt blevet tolereret – men for det meste uden af få større indflydelse. For det andet: Politiseringen. Svenska Kyrkan er på alle niveauer styret af politikere. Ikke engang i kirkerådet (kyrkomötet), som er Svenska Kyrkans øverste beslutningsorgan , har biskopperne nogen stemmeret.

Deres indflydelse er begrænset til at kunne ytre sig, dels i kirkerådet og dels i Svenska Kyrkans lærenævn. Lærenævnets indstillinger – som handler om spørgsmål relateret til bekendelse, tro og lære – kan nemlig overtrumfes af kirkerådet, hvis tre fjerdedele af politikerne stemmer imod dem. Det spørgsmål, hvor politikernes pres mod Svenska Kyrkan er allerstørst – udover det mere overordnede spørgsmål om magt og indflydelse – er i dag ægteskabssynet.

I 2009 indførtes en ordning, som sagde, at man skulle være åben for to forskellige ægteskabssyn, men allerede dengang var der mange politikere, som udtalte, at dette ikke kunne bibeholdes som en permanent løsning. Hidtil har man valgt at tilgodese denne ordning fra 2009, men i forbindelse med 2022-kirkerådet forsøgte nogle partipolitiske nomineringsgrupper at indføre et obligatorisk krav, om at biskopperne ikke længere måtte antage præstekandidater med et traditionelt ægteskabssyn.

(Alle deltagerne i kirkemøder tilhører de såkaldte nomineringsgrupper. Flertallet af disse grupper er direkte eller indirekte koblet til rigsdagens partier, mens andre er partipolitisk ubundne, red.) Ifølge et af de fremsatte forslag skulle selv de allerede ordinerede præster, som ikke vier samkønnede par, kunne fratages deres præsteembede. Begge lovforslagene blev dog nedstemt.

Socialdemokratisk trussel

Men nu begynder tålmodigheden at slippe op hos politikerne, ikke mindst hos kirkerådets mange Socialdemokrater, Vänsterpartister (de venstreorienterede) og Centerpartister (centrumhøjre). Og da Sveriges Radios lokalstationer indledte en fælles kampagne imod de biskopper, som ikke har villet lukke døren for de klassisk troende præstekandidater, gik Socialdemokraterne ud og truede ærkebiskoppen: Hvis han ikke sørger for, at døren lukkes for præster med et traditionelt ægteskabssyn, vil man på ny gribe ind for at rette op på sagen gennem kirkerådet.

”Samtlige biskopper i Svenska Kyrkan
arbejder aktivt med forskellige foranstaltninger,
for at alle kommende præster med glæde og af
fri vilje skal vie både par af samme og forskellige køn.”

”Guds gode skaberværk”

Svaret kom et par uger senere, da det samlede bispemøde udtalte sig om spørgsmålet. På et antal punkter drager man nu konsekvenserne af tidligere kirkerådsbeslutninger, og tonerne er de samme, som vi har vænnet os til, når de progressive repræsentanter for bispekollegiet udtaler sig. For eksempel slår man fast, at selv en samkønnet tiltrækning er ”en del af Guds gode skaberværk”, og at enhver præst og diakon bør have et ”ikke-dømmende menneskesyn” i relation til seksuel orientering.

”Frivillig tvang”

For det sidste punkt hæves tonelejet yderligere. De 14 biskopper lader meddele, at: ”Samtlige biskopper i Svenska Kyrkan arbejder aktivt med forskellige foranstaltninger, for at alle kommende præster med glæde og af fri vilje skal vie både par af samme og forskellige køn, for eksempel gennem:

• en praktikplads i en menighed med aktivt lgbt+-arbejde

• målrettede kurser eller samtale med mentor

• sjælesorg eller terapi med fokus på kønsroller, seksualitet og menneskelige relationer

• studier med fokus på bibeltolkning og luthersk ægteskabsopfattelse

• nej til antagelse

Udtrykket ”med glæde og af fri vilje” stammer fra ærkebiskoppen, idet han beskriver sin egen målsætning for Svenska Kyrkans præsteskab. Og paradokset er altså, at denne glæde og frie vilje ifølge biskopperne skal tvinges frem! Ja, ikke nok med det: Hvis den ikke kommer naturligt, skal den fremmanes gennem noget, som kunne betegnes som genopdragelseslejre (praktikpladser) og omvendelseterapi.

Altså præcis det, som de progressive normalt beskylder konservative præster for, hvis de i forbindelse med sjælesorg ønsker at have mulighed for at bede for og støtte personer med det, der (ifølge dem selv) er uønskede seksuelle følelser.

Kun ét syn fremover

Signalet kan med andre ord ikke være tydeligere: På sigt vil man kun tolerere et liberalt ægteskabssyn blandt Svenska Kyrkans præster. Ja, et traditionelt ægteskabssyn er så problematisk, at det opfattes som et udtryk for et ikke-kristent menneskesyn og som en kognitiv og emotionel defekt. Dermed kan man ikke levne rum for nogen samvittighedsfrihed i dette spørgsmål. Det er one size fits all, som gælder.

Rent formelt er der stadig ni biskopper, som ikke kategorisk lukker døren for alle præstekandidater, der har et traditionelt syn på ægteskabet. Men de fleste personer, der håber på en fremtid som præster i Svenska Kyrkan, må nu vælge mellem tre alternativer: 1) at ændre teologi, 2) at lyve ved ansættelsessamtalen eller 3) at lægge præstekaldet på hylden.

Kirkelige alternativer

Et stort spørgsmål i denne sammenhæng er naturligvis, hvordan de tidligere nævnte minoriteter skal forholde sig i denne situation. Sværest er situationen for de høj- og gammelkirkelige, som aldrig har været særskilt organiserede. Dermed har de heller ikke nogen alternative strukturer at falde tilbage på, så de kan i realiteten blive nødt til at ændre kirketilknytning. For de lavkirkelige er sagen til dels anderledes, omend ikke mindre presserende.

Det bedste udgangspunkt har Evangeliska Fosterlands-Stiftelsen (EFS), som allerede i lang tid har haft en aftale med Svenska Kyrkan, der giver dem mulighed for udpræget selvstyre og eget valg af kommende præster, som derefter ordineres af en af biskopperne. Hvis Svenska Kyrkan skulle vælge at bestride denne ordning, ville man i virkeligheden fremtvinge en kirkesplittelse og måske samtidig bane vejen for en ny luthersk frikirke.

Dansk mangfoldighed

I Danmark ser det kirkelige landskab anderledes ud end i Sverige, og den danske folkekirke har historisk set været bedre til at acceptere mangfoldighed og lade forskellige menigheder have deres eget særpræg. Den danske folkekirke er heller ikke i samme grad gennemsyret af partipolitik som Svenska Kyrkan.

Modstridende syn

Men hvis der er noget, vi kan lære af Svenska Kyrkans udvikling, så er det, at det i længden er yderst vanskeligt at lade to ægteskabssyn, der gensidigt modsiger hinanden, leve side om side. Især når argumentet imod et traditionelt ægteskabssyn er, at det strider imod et kristent menneskesyn. Da kan man jo ikke forsvare det i længden.

Åndelig kamp

Antageligvis må vi også konkludere, at dette dybest set er en åndelig kamp. Der findes både menneskelige og åndelige kræfter, som rent faktisk ikke ønsker at finde en løsning for de klassisk troende præster; som ikke vil, at præsterne skal tro hverken på Bibelen eller på det hellige ægteskab. Dette til trods for, at kun en procent af alle vielser i Svenska Kyrkan gælder homoseksuelle par. Desværre leder dette til en velbegrundet pessimisme, når det gælder muligheden for at finde langsigtede win/win-løsninger – både i dette og i lignende spørgsmål.

Olof Edsinger er generalsekretæ for Svenska Evangeliska Alliansen og forfatter til bogen Farlige for fjenden, som udkom på Udfordringens Forlag i 2023.

---

Kirkerådet (kyrkomötet)

I mandatperioden 1. januar 2026 – 31. december 2029 består rådet af 251 medlemmer. De tre største nomineringsgrupper er Socialdemokraterne med 71 mandater, de Ikke-partipolitiske med 45 og Centerpartiet med 22 mandater.