Hvis Gud virkelig er til
De fleste danskere har i hvert fald ved juletid en fornemmelse af, at Gud er til. Men hvorfor i grunden kun ved juletid?
Er glæden fra Bethlehems marker mon kun beregnet til 24. december eller glæden så stor, at den gælder hele året?
6000 mennesker går til julegudstjenester i Roskilde Domkirke 24. december. Det pynter på statistikken og giver et godt ryk opad i den. Ved juletid er der noget om, at skal vi konstatere, om det danske folk er et kristent folk, så kan vi blot gøre, som man gør med en skrabeplade: Lige under overfladen kommer der noget til syne. Noget religiøst.
Men er det kristendom?
Langtfra altid. Ofte en privat sammensat religion med et andet indhold end den kristne trosbekendelse.
Dybdepsykologen C. G. Jung gjorde denne overraskende opdagelse: Blandt alle mine patienter over 35 år har jeg ikke mødt en eneste, hvis sidste problem ikke angik det religiøse.
Ja, når det kommer til stykket, bliver hver eneste af dem syg, fordi han har mistet det, som den levende religion til alle tider har skænket sine troende, og ingen bliver helbredt, før han genvinder sin religiøse indstilling.
og hvis Gud fik en højere prioritering i menneskers liv, gennem kirkegang, kristen meditation, bibellæsning, bøn, kristent fællesskab, så var der nok et par medicinalfabrikker, der kunne dreje nøglen om og lade sidste mand lukke og slukke.
kan det undre, at ikke flere danskere er interesseret i at høre, hvem han er, og hvad han vil os.
Nogle søger Gud i naturen og finder glimt af ham dér, men det væsentligste om Gud finder vi ikke i naturen.
Man søger Gud bag fjerne stjernetåger og finder meget interessant dér, men ikke Gud.
Man søger Gud i Østens religioner, blandet med Vestens misk-mask, men forgæves.
Hvorfor ikke prøve at finde ham der, hvor han selv har sagt, han vil være: I ordet, i dåben, i nadveren
.
– kan det undre, at højest 2% eller mindre af eksempelvis Roskilde Domsogns 19.000 beboere går i kirke en almindelig søndag. Da Vor Herre Jesus engang helbredte ti spedalske, var der kun én, der vendte tilbage for at sige tak. Og Jesus spurgte: Hvor er de ni?
Kunne han mon ikke finde på at spørge sådan i dag. Hvor er de 98%?
– hvorfor skal der så en 11. september eller flere sådanne til, før vi for alvor begynder at tænke på Gud, søge tilflugt hos ham og lade ham bestemme over vort liv?
– Jeg troede, skrev en ung student i en stil, at Kristus var kommet for at hjælpe de gamle til at dø. Nu ved jeg, at han også er kommet for at hjælpe de unge til at leve.
Er vort land et kristent land? udover den 24. december? Er vi en del af et kristent folk, som det påstås, eller er det bare noget, vi går og drømmer? Er alt i den skønneste orden, når bare vi er døbt og medlemmer af den danske folkekirke?
Hans Adolph Brorson turde spørge:
Af døbte vrimler stad og land, men hvor er troens brand?
Sådan tør vi ikke spørge. Vi er mere forsigtige. Vi går på listesko med vor tro for ikke at træde nogen over tæerne.
Jamen, var det da helt forgæves, at Gud sendte sin søn til vor jord for at leve blandt os, for at dø for vore synders skyld, for at opstå påskemorgen, for at give os fremtid og håb og evigt liv?
Kan det kendes på os som lysets børn, at Gud har været på denne jord, og at han er her endnu, eller går vi blinde omkring året rundt som om intet er sket?Altså lige med undtagelse af 24. december!
Hvis Gud er til
.
Spørgsmålet står der stadig.
Jeg vover den påstand: HAN LEVER.
Fra Poul Henning Fromsejers bog
Når hjertet klædes i festdragt
