Jelved taler imod abort
De Radikales leder Marianne Jelved er enig i sit partis liberale syn på fri abort. Men personligt mener hun, at abort er at berøve et andet menneske livet.Det fremgår af en ny politisk biografi om én af dansk politiks markante lederskikkelser. Og selv om Marianne Jelved selv har prøvet at blive uønsket gravid, overvejede hun aldrig at vælge en abort.
– Allerede som teenager kunne jeg blive totalt hidsig, når nogen sagde, at et handicappet barn var bedre tjent med ikke at leve. Ligesom jeg i dag ikke kan forlige mig med tanken om, at man vælger en abort, fordi man med fosterscanning har fundet ud af, at barnet er handicappet. Man kan ikke bare gå ind og definere, hvilke liv der er værd at leve. Det står ikke i menneskets magt, siger hun i bogen.
Jelved, der er opvokset i et ateistisk hjem, blev draget mod det religiøse i teenageårene og betragter sig i dag som et religiøst menneske, skriver Kristeligt Dagblad.
– ole